Helt vildt: Måling sender Rasmus Paludan i Folketinget

Skrevet af Henrik R

03/05/2019
En ny stor meningsmåling har afsløret, at Rasmus Paludan kan være på vej ind i Folketinget efter det kommende Folketingsvalg.

Dagens topnyheder

En af de mest opsigtsvækkende politikere i Danmark i øjeblikket, er uden tvivl Rasmus Paludan fra partiet Stram Kurs, og han har få ganske få måneder sørget for, at partiet har fået nok vælgererklæringer til at stille op til Folketingsvalget.

De fleste har formentlig ikke regnet med, at Rasmus Paludan rent faktisk ville komme ind, men de seneste målinger viser faktisk det modsatte. Ifølge en måling fra Megafon, som de har foretaget for TV2 og Politiken, så står Rasmus Paludan til at komme i Folketinget med 2.7 % af stemmerne.

Når det så er sagt, så er der visse usikkerheder forbundet med sådan en undersøgelse, og TV2 skriver, at der er en statistisk usikkerhed i forbindelse med sådan en måling på +/- 1,1 procent. Dermed er det fortsat meget usikkert.

Vil have lukket Stram-kurs.dk

Rasmus Paludan skal dog ikke kun forberede sig på et kommende Folketingsvalg, han går i øjeblikket også og tumler med en lille ting, som et domænenavn. Det er nemlig sådan, at journalisten Abdel Aziz Mahmoud, har købt domænet Stram-kurs.dk, hvor han videresender folk til Mino.dk, der er en interesseorganisation for minoritetsetniske danskere.

Det var ikke noget, der ligefrem begejstrede Rasmus Paludan, der blandt andet har sendt en mail til DK-Hostmaster, for at få lukket hjemmesiden ned. Rasmus Paludan har generelt ikke det store til overs for journalisten, der arbejder freelance for DR, og det var ikke pæne ord, han havde at sige om ham.

“Han er da den ringeste formand, jeg kunne forestille mig til den forening. Han er jo ikke en minoritet. Han er på parnasset. Han er en af de højst profilerede ikke-danske perker-journalister eller entertainere, der findes. I forhold til at være ufaglært palæstinenser i Danmark, så klarer han sig jo rigtig godt. Han bliver jo næsten kun slået af den langt mere tiltalende Yahya Hassan,” fortæller Rasmus Paludan ifølge EB.dk.

Når man besøger hjemmesiden Stram-kurs.dk, så bliver man fortsat henvist til Mino.dk, så den måske kommende Folketingspolitiker har endnu ikke haft held til at få lukket siden.