Hvornår kender vi resultatet af det amerikanske præsidentvalg?

Mathias Madsen

5 uger siden

|

05/11/2024
Politik
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det er umuligt at svare præcist på, hvornår USA's 47. præsident bliver udråbt, men du skal måske væbne dig med tålmodighed.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det amerikanske præsidentvalg har været i gang længe, men i dag, tirsdag d. 5. november, løber det hele af stablen, når amerikanerne skal til valgstederne og afgive deres stemme.

Ifølge DR har mere end 70 millioner amerikanske vælgere allerede gjort dette via tidlig- eller brevstemmer, men det er i løbet af d. 5. november (amerikansk tid), at størstedelen sætter deres kryds.

Resultatet er naturligvis vigtigt for USA og amerikanerne, men da posten som USA's præsident er den mest magtfulde i verden, og USA er ét af verdens største og mest magtfulde lande, er resultatet næsten lige så vigtigt for alle andre lande i verden - herunder Danmark.

Men hvornår finder vi egentlig ud af, hvem der har vundet?

Ifølge TV2 lukker de første valgsteder i USA i Indiana og Kentucky, hvor de fleste valgsteder lukker kl. 24.00 dansk tid natten til onsdag.

Herefter lukker valgstederne hen over hele USA løbende grundet tidsforskel, og de sidste lukker faktisk først kl. 6 onsdag morgen i Hawaii og Alaska, og det er endda med undtagelse af nogle ganske få valgsteder på øgruppen Aleuterne, der hører til Alaska. De lukker først kl. 7 onsdag morgen dansk tid.

De sidste stemmer bliver altså måske først afgivet i morgen tidlig, og derefter skal de mange millioner stemmer tælles op. Det kan tage alt fra timer til dage, og ifølge DR kommer det officielle resultat faktisk først i december, da brevstemmer i nogle stater kan afgives efter valgdagen d. 5. november.

Så længe behøver vi dog heldigvis ikke vente på at få svar på, hvem der bliver USA's 47. præsident.

I mere end 100 år har nyhedsbureauet AP nemlig været ansvarlige for at offentliggøre vinderen af hver enkelt stat, så snart det anses som værende sikkert, og ifølge TV2 har AP aldrig taget fejl.

Nyhedsbureauet AP er også dem, som både TV2 og DR læner sig op ad, når de skal offentliggøre, hvilken kandidat der har vundet diverse stater og dermed slutteligt også hele præsidentvalget.

I 2020, da Joe Biden vandt over Donald Trump, blev resultatet i den første stat offentliggjort af AP ca. kl. 1 dansk tid, men det kunne først offentliggøres efter flere dage, at Biden med sikkerhed havde vundet, fordi optællingen af brevstemmerne trak ud.

I år forventes det, at vi onsdag aften eller torsdag dansk tid ved, om USA's næste præsident er en mand eller en dame, men det er altså ikke til at vide, da det afhænger af resultaterne i de forskellige stater.

Det er nemlig sådan i USA, at det ikke nødvendigvis er antallet af stemmer, men derimod antallet af valgmænd der afgør, om man vinder præsidentvalget eller ej. Det kræver 270 ud af 538 valgmænd at blive præsident.