Mette Frederiksens drøm bristede: Modarbejdet af sit eget parti

Mathias Madsen

3 uger siden

|

15/09/2024
Søndag måtte statsminister og formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen se sig nedstemt af sit eget parti.

Dagens topnyheder

Mette Frederiksen har længe oplevet stor politisk succes; både som formand for Socialdemokratiet og som statsminister i Danmark.

På det seneste har hun og hendes politik dog været i modvind, og nu er hun tilsyneladende også blevet nedstemt af sine egne partifæller.

Det skriver Ekstra Bladet.

I hvert fald stemte 225 socialdemokrater søndag i Aalborg Kongrescenter imod Mette Frederiksens og partitoppens forslag om at indføre dobbeltmandater i partiet, og selvom 253 stemte for, så var det ikke nok.

Ifølge partiets regler kræver det nemlig to tredjedele flertal at indføre en sådan ændring, og formandens drømme om dobbeltmandater bristede altså.

Det fører til stress

At have et dobbeltmandag betyder, at man både sidder i byrådet og Folketinget, og trods et ønske fra Mette Frederiksen og partitoppen i Socialdemokratiet, så bliver det altså ikke en mulighed for socialdemokrater i fremtiden.

Begrundelserne fra de, som stemte imod, lyder blandt andet, at "folk på stribe får stress" med dobbeltmandater, og at man "ikke kan passe begge job."

Én henviste blandt andet til "de borgerlige, som allerede har dobbeltmandater," men som får kritik i pressen, netop fordi de ikke kan passe begge stillinger ordentligt, og en anden kaldte dobbeltmandater for "et no go."

Trods modstanden vedtog forsamlingen dog, at socialdemokrater i fremtiden skal have mulighed for både at sidde i kommunalbestyrelsen og regionsrådet, og ledelsens forslag blev altså på det punkt ikke helt afvist.

Dobbeltmandater har i mange år været et no go i Socialdemokratiet, mens mange borgerlige partier ikke har haft noget problem med, at deres medlemmer arbejder både lokalt og nationalt.