Messerschmidt er klar i sit budskab
Lige nu læser andre
Dansk Folkeparti skærper tonen i udlændingedebatten. Partiformand Morten Messerschmidt gør det til en afgørende betingelse for at pege på en borgerlig statsminister, at der i den kommende valgperiode skal være nettoudvandring af muslimske indvandrere. Flere skal forlade Danmark, end der ankommer.
Det skriver DR.
Messerschmidt betegner kravet som ultimativt og fastslår, at partiet ikke vil støtte en blå regering uden en klar forpligtelse på området. Hvis en borgerlig regering ikke leverer på målsætningen, vil Dansk Folkeparti ifølge formanden være parat til at vælte den.
Han begrunder kravet med, at udviklingen i den muslimske indvandring gennem årtier har været stigende, uanset regeringsfarve. Ifølge Messerschmidt er det nødvendigt at vende udviklingen af hensyn til Danmarks fremtid.
Fokus på bestemte lande
Læs også
Kravet retter sig ifølge partiet som udgangspunkt mod indvandrere fra de såkaldte MENAPT-lande, der omfatter 24 overvejende muslimske lande i Mellemøsten og Nordafrika samt Pakistan og Tyrkiet. En præcis liste over omfattede lande vil blive fremlagt senere.
Religion registreres ikke officielt i Danmark. Messerschmidt peger derfor på oprindelsesland som praktisk afgrænsning, idet der i en række lande er overvejende muslimske befolkninger.
Partiet varsler et katalog af initiativer med henblik på at begrænse tilstrømningen og øge udvandringen. Ifølge formanden skal vælgerne kunne se konkrete resultater inden næste valg.
Forbehold i blå blok
Venstres statsministerkandidat, Troels Lund Poulsen, ønsker ikke at kommentere kravet. Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, advarer mod ultimative krav, men bakker op om en stram udlændingepolitik. Han understreger samtidig, at Danmark har religionsfrihed, og at udvisning ikke bør ske alene på baggrund af tro.
Læs også
Tal fra Integrations- og Udlændingeministeriet viser, at 8.346 personer fra MENAPT-landene kom til Danmark i 2024, heraf omkring 5.000 for at arbejde eller studere.
Kravet lægger dermed pres på blå blok forud for næste valg.
Sådan skal det ultimative krav forstås
Ifølge Dansk Folkeparti skal partiets ultimative krav forstås sådan her:
- Det er en forudsætning for, at vi kan deltage eller udtrykke tillid til en ny regering, at der i regeringsgrundlaget indgår konkrete tiltag og initiativer, som vi finder betrykkende og dækkende for at målsætningen om nettoudvandring af folk med muslimsk baggrund nås.
- Initiativerne skal implementeres så hurtigt, som det er administrativt muligt og ligge først i valgperioden.
- Vi kræver løbende monitorering af udviklingen, såfremt de initiativer der er aftalt, ikke løser målsætningen, så skal der omgående igangsættes nye initiativer.
- Vendes udviklingen ikke – eller stopper regeringen implementeringen af de nødvendige initiativer, så trækker vi støtten til regeringen.
Kilde: Dansk Folkeparti