Politiker raser mod regeringen: Stop straks med at presse vacciner på børnene

Skrevet af Nicolai Busekist

31/12/2021
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Den danske politiker langer ud efter regeringen, og vil have dem til at stoppe med at 'presse vacciner på børnene'.

Dagens topnyheder

Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige mener, at regeringen bør stoppe med at presse vacciner på børnene med henblik på, at de kan vende tilbage til skolerne.

Han mener, at de skal sendes tilbage i skole, uden den planlagte test- og vaccinestrategi. Det slår han fast i et opslag på Facebook.

"Kære Regering. Stop straks med at presse vacciner på børnene for at de kan komme tilbage, og send dem tilbage i skolerne uden jeres planlagte test helvede og den polarisering, det vil betyde blandt børnene," skriver han i sit opslag.

Lars Boje Mathiesen skriver også, at han er bevidst om, at mange sandsynligvis vil kalde ham 'sølvpapirshat'. Han understreger dog, at han udelukkende forholder sig til konkrete tal, der er blevet fremlagt af Statens Serum Institut den 23. december i år.

Nye Borgerlige-politikeren skriver, at man er bekendt med, at vaccinedækningen for Delta er stort set væk. Desuden skriver han, at vaccinerne virker begrænset mod smitte med Omikron.

"Vi ved at vaccinedækningen for Delta ved de fleste stort set er væk. Derfor så man også stigende tal for vaccinerede inden omikron overtog. Ved omikron virker vaccinerne begrænset mod smitte. Faktisk er der allerede efter 1 måned stort set ingen signifikant beskyttelse længere og det gælder både for Pfizer og Moderna," skriver han.

Han skriver desuden, at myndighederne er klar over, at virkningen af vaccinerne potentielt aftager efter en måned. 

"Det ved myndighederne også godt. Derfor taler de også nu 4 stik efter 2-3 måneder," lyder det fra Lars Boje Mathiesen.

Endvidere fortæller Lars Boje Mathiesen, at der blandt eksperter i dag er 'bred konsensus om at den naturlige immunitet efter infektion dækker bedre og bredere end vacciner'.

"Især hos børn ved næsen (ifølge Stabell Benn), og foreløbelige data og undersøgelser tyder på at omikron sætter sig bedre deroppe og ikke så meget i lungerne, grundet manglende evne til at danne syncytium i lungeceller  (Ravi Gupta Et Al)," skriver politikeren.

Han oplyser også, at mellem 20 og 25% af børnene allerede er konstateret smittet. Samtidig estimeres det, at mørketallet kan være op mod tilsvarende.

Det betyder, at op mod 50% af børnene allerede vil have opnået naturlig immunitet. Samtidig slår han fast, at børn stort set ikke bliver syge, og at de ikke belaster det danske sundhedsvæsen.

Derfor mener han også, at det er uansvarligt, at man fortsætter med at presse vacciner på børn.

"Derfor det svært andet end konkludere, at det direkte uansvarligt, at man fortsætter med at presse vacciner på børn for at de skal kunne komme tilbage i skole," skriver Lars Boje Mathiesen.

Han understreger også, at debatten om, hvorvidt man bør udskyde skolestarten er 'helt ved siden af'. Han mener, at det kun drejer sig om, at regeringen og støttepartierne ønsker at redde deres politiske fortælling.

"Trist og beskæmmende at se vores myndigheder, som skulle være neutrale, viser at de er spændt for Mette Frederiksens politiske agenda og hendes overforsigtighedsprincip," skriver Nye Borgerlige-politikeren.

Til slut runder han af med at skrive, at han har set mange politikere, der opfordrer til at vaccinere børn. Han mener desuden, at de sandsynligvis snart får travlt med at slette deres opslag. Du kan se hele opslaget herunder: