Støjberg klar med tvangsbøder: Vil tvinge kommunen til at afkræve håndtryk

Skrevet af Nils Würtzenfeld

12/09/2018
Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix
Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix
Inger Støjberg vil nu straffe landets borgmestre eller kommunale repræsentanter, hvis de undlader at afkræve et håndtryk af nye statsborgere.

Dagens topnyheder

Polemikken om håndtryk fra nye statsborgere har nået nye højder, efter udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) nu truer med, at landets kommuner kan se frem til at skulle betale tvangsbøder.

Bøderne skal nemlig gives til borgmestre, byrødder eller kommunale embedsmænd, hvis de undlader at afkræve håndtryk fra nye statsborgere. Det skriver Eksta Bladet.

Det fastslår Inger Støjberg i et skriftligt svar til Enhedslistens indfødsretsordfører Stine Brix, der har spurgt ministeren om, hvilken straf hun anser for 'passende for de kommunale repræsentanter, der ikke afkræver de nye statsborgere et håndtryk ved de kommende kommunale ceremonier for nye statsborgere'.

I svaret slår Støjberg fast, at det kommunale tilsyn, i tilfælde af manglende håndtryks-afkrævning, vil kunne reagere med tvangsbøder, for at tvinge kommunen til at følge reglerne.

Tvangsbøder som kommunens skatteborgerne i sidste ende kan se frem til at betale.

Tidligere har en række af landets borgmestre kritiseret kravet om, at en person skal give hånd ved ceremonien for at få dansk statsborgerskab - også borgmestre fra Støjbergs eget parti.

Blandt andet har Venstre-borgmester i Egedal Kommune, Karsten Søndergaard, samt borgmester i Allerød, Karsten Längerich (V) slået fast, at de ikke vil tvinge nogen til at give hånd.

Også V-borgmester, Ib Boye Lauritsen fra Ikast-Brande, understreger, at han anser lovgivning om håndtryk for 'symbolpolitik' og et 'pseudo-problem'.

Også internt i Venstres folketingsgruppe er der stor uenighed om, hvorhvor man bør tvinge mennesker til at give hånd.

Lovforslaget om den omstridte håndtryksceremoni er pt. i høring.