Ursula von der Leyen skal overdrage hemmelige beskeder mellem hende og Pfizer-direktør

Skrevet af Nicolai Busekist

28/01/2022
Foto: Twitter
Foto: Twitter
Formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, er blevet bedt om at udlevere hemmelige beskeder mellem hende og Pfizers administrerende direktør.

Dagens topnyheder

En officiel EU-vagthund har kritiseret formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, for at have hemmeligholdt beskeder mellem hende og Pfizer-direktør vedrørende køb af coronavacciner. EU-vagthunden har kaldt det for 'fejladministration'.

EU-ombudsmanden, Emily O'Reilly, har udsendt en formel anbefaling, hvori det fremgår, at von der Leyen-lejren skal finde og udlevere de omtalte beskeder i henhold til en anmodning om informationsfrihed indgivet af en journalist. Det skriver Daily Mail.

I april sidste år afslørede New York Times, at EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen og Pfizers administrerende direktør Albert Bourla havde udvekslet beskeder og opkald om vaccineindkøb til EU-lande.

EU-Kommissionens chef anvendte 'personligt diplomati' til at sikre en aftale om 1,8 milliarder doser af Pfizers coronavaccine via SMS-beskeder udvekslet med lægemiddelproducentens direktør, skrev New York Times.

Journalisten Alexander Fanta fra mediet netzpolitik.org bad derefter Kommissionen om adgang til beskederne og andre relevante dokumenter, men Kommissionen udleverede dem ikke.

Kommissionen afviste anmodningen om informationsfrihed og nægtede tilmed at informere om, hvorvidt beskederne eksisterede. Det gjorde de, selvom von der Leyen selv tidligere havde henvist til dem i et interview.

Ifølge ombudsmandens er von der Leyen slet ikke blevet bedt om at lede efter de omtalte beskeder af EU-Kommissionen. I stedet sagde Kommissionen, at de eneste oplysninger, de havde, var en e-mail, et brev og en pressemeddelelse.

"Dette lever ikke op til rimelige forventninger til gennemsigtighed og administrative standarder i Kommissionen," lød det fra EU-ombudsmanden Emily O'Reilly.

"Når det kommer til aktindsigt i EU-dokumenter, er det indholdet af dokumentet, der har betydning og ikke enheden eller formen. Hvis SMS-beskeder vedrører EU's politik og beslutninger, bør de behandles som EU-dokumenter."

Ombudsmanden sagde, at kommissionen skulle bede von der Leyens kontor om igen at lede efter teksterne. Hvis de finder dem, 'bør Kommissionen vurdere, om der kan gives offentlig adgang til dem' i overensstemmelse med EU-reglerne.

"EU-administrationen er nødt til at opdatere sin praksis for dokumentregistrering for at afspejle virkeligheden," lød det også.

Kommissionen hævdede, at en 'SMS eller anden form for onlinemeddelelser i sagens natur er et kortvarigt dokument, som i princippet ikke indeholder vigtige oplysninger om anliggender vedrørende Kommissionens politikker, aktiviteter og beslutninger", og at 'Kommissionens politik om dokumentregistrering i princippet ville udelukke instant messaging'.

De forklarede også til ombudsmanden, at 'til dato har de ikke optaget nogen tekstbeskeder i sit dokumenthåndteringssystem".

Men O'Reilly afviste dette argument og sagde, at tekstbeskeder såsom SMS-beskeder falder ind under Kommissionens definition af et dokument.

Det var Von der Leyens EU-Kommission, der stod i spidsen for forhåndskøb af coronavacciner til de 27 EU-lande.

Mere end halvdelen af ​​de doser, som Kommissionen har købt eller valgt, er købt af BioNTech-Pfizer, hvilket gør dem til langt den største leverandør i EU.