Vinterhjælp er ikke nok: Nu vil Søren Pape give danskerne flere penge

Skrevet af Nicolai Busekist

25/09/2022
Foto: Andreas Houmann/Det Konservative Folkeparti
Foto: Andreas Houmann/Det Konservative Folkeparti
Til trods for, at Folketinget er blevet enige om 'Vinterhjælp'-aftalen, mener De Konservatives Søren Pape ikke, at det er nok.

Dagens topnyheder

Inflationen er på sit højeste niveau i knap 40 år i Danmark. Derfor er rigtig mange hårdt presset på økonomien.

Det har medført, at regeringen samt Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Alternativet og Moderaterne, er blevet enige om en aftale, der har fået navnet 'Vinterhjælp'.

Denne aftale indebærer blandt andet, at elafgiften nedsættes fra 69,7 øre pr. kWh til 0,8 øre pr. kWh i første halvår 2023. Det betyder, at afgiften sænkes til EU's minimumsgrænse.

Særligt danske børnefamilier er hårdt ramt af den høje inflation og stigende priser. Derfor indebærer aftalen også, at de danske børnefamilier kan se frem til en forhøjet børne- og ungeydelse i januar 2023 på 660 kr. pr. barn.

Men står det til De Konservatives formand og statsministerkandidat, Søren Pape Poulsen, så er der behov for yderligere inflationshjælp til danskerne. Og han mener, at det bedst kan opnås ved at sænke skatten for alle og samtidig holde igen i den offentlige sektor.

Han mener nemlig, at der ikke brug for mere målrettet økonomisk hjælp til udvalgte grupper. Derimod mener han, at der er behov for bred økonomisk hjælp, som kommer alle i samfundet til gode.

"Jeg synes, at vi politikere skal være ærlige og sige til danskerne, at vi ikke kan tage initiativer, der gør, at folk ikke kan mærke det her. Det her gør ondt på danskernes økonomi, og vi kan prøve at afbøde det," siger Søren Pape Poulsen ifølge Ritzau, og fortsætter:

"Så er det, jeg lige så stille siger, at jeg synes, man skal lette skatten. Og hvis det ikke skal puste til inflationen, skal vi modgå det med tilsvarende reduktioner. Derfor har jeg sagt, at vi må have en tilbageholdenhed i den offentlige sektor."

Han slår dog fast, at selvom der ydes inflationshjælp i form af sænket skat, så løser det ikke alt. Han er dog overbevist om, at det kan danskerne med at 'trække vejret og komme lidt bedre igennem'.