Fly forsvundet: Argentinsk fodboldstjerne frygtes omkommet

Skrevet af Henrik R

22/01/2019
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Et fly med to personer er forsvundet, og det skulle eftersigende have en argentinsk fodboldstjerne ombord. Den 28-årige angriber frygtes nu omkommet.

Dagens topnyheder

I Premier League klubben Cardiff går man i øjeblikket med en stor frygt, da et af klubbens nyindkøb frygtes at være styrtet ned med et fly. To personer var ombord på det lille fly Piper Malibu, der lettede fra Nantes, men som forsvandt omkring Alderney på Kanaløerne.

En af de to personer formodes at være Cardiff Citys nye spiller, den 28-årige argentinske angriber Emiliano Sala, der skiftede til den walisiske klub fra Nantes i lørdags.

Flyet lettede fra Nantes omkring 19:15 i går aftes. Her var det i en højde af 5.000 fod, da den kontaktede Jersey luftfartskontrol for at bede om at lande. Da flyet rundede omkring 2.300 fod, forsvandt det pludselig fra radaren.

Søgningen begyndte umiddelbart kort efter, men klokken 02:00 valgte man at suspendere eftersøgningen midlertidigt, da det begyndte at trække op, og sigtbarheden blev dårligere. Cardiff Lufthavn bekræftede, at et fly skulle ankomme fra Nantes, men en talsperson fra lufthavnen fortalte, at der ikke var flere detaljer.

Eftersøgningen efter flyet er begyndt igen, og sigtbarheden er væsentligt bedre i dagslyset.

”Det er meget lettere at se overfladen i dagslys. Vi leder efter spor fra flyet, en lille flåde, personer i vandet eller redningsveste,” fortæller havnemester David Barker fra Guernseys havn.

Et sidste farvel

Emiliano Sala blev Cardiff Citys dyreste indkøb, da han kostede klubben i omegnen af 126 millioner kroner. Inden Emiliano Sala satte kursen mod Wales, havde han uploadet et billede på det sociale medie Twitter, hvor han havde skrevet ”La ultima ciao” hvilket betyder et sidste farvel.

Flyet er endnu ikke blevet fundet, og det forventes at være styrtet ned i havet. Det er heller ikke officielt blevet bekræftet, at Emiliano Sala var ombord på flyet, men det skulle nu være meget sikkert.