Kasper Schmeichel deler lykkelig nyhed

Skrevet af Julie Møller

09/07/2021
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Den danske målmand glæder sig til at se det nye familiemedlem igen.

Mest læste i dag

Torsdag vendte de danske landsholdsspillere hjem til Danmark igen. Et nederlag til England betyder, at EM-finalen på søndag bliver uden dansk deltagelse.

Trods skuffelsen over den tabte kamp onsdag aften, så har Kasper Schmeichel også glædet sig til at komme hjem. Det fortalte han, da spillerne landede i København. 

“Jeg har en lille nyfødt datter derhjemme, som jeg ikke rigtig har lært at kende endnu. Der bliver dejligt at komme hjem og se mine børn og min kone. Bare være lidt sammen med familien,” fortalte han. Sammen med sin kone Stine har Kasper Schmeichel i forvejen to børn. 

Coronaen har også sat sit præg på EM-slutrunden. I omkring seks uger har de danske landsholdsspillere ikke haft nogen direkte kontakt med deres familier, skriver TV 2.

Rørt Kasper Hjulmand

På et pressemøde torsdag fik landstræneren Kasper Hjulmand sagt tak til danskere for den opbakning, som holdet har oplevet i de sidste fire uger. 

“Det her er vores måde, vi kunne godt have tænkt os at have mødt vores fans og befolkning, men det kunne ikke lade sig gøre på grund af coronaregler og sikkerhed og så videre, så det er vores måde at sige tak til befolkningen. Ja, det, vi har været igennem sammen, har været stærkt. Nu begynder jeg at hyle igen,” lød det blandt andet fra den danske landstræner, der var tydeligt berørt.

“Der er ingen tvivl om, at vi samler os igen og takker for støtten, takker for opbakningen. Uden den opbakning havde vi ikke kunnet komme op på hesten igen,” sagde Kasper Hjulmand.

I Danmarks første kamp ved EM kollapsede Christian Eriksen på banen. Han fik et hjertestop, men heldigvis lykkedes det med et stød fra en hjertestarter at genoplive Christian Eriksen.