Skiftede til langærmet trøje i 30 graders varme: Nu forklarer Kasper Hjulmand hvorfor

Skrevet af Julie Møller

04/07/2021
Foto: Justpicturesplus Via Www.imago-Images.de/Imago Images/Ritzau Scanpix
Foto: Justpicturesplus Via Www.imago-Images.de/Imago Images/Ritzau Scanpix
Det var ikke overtro, der fik landstræneren til at tage trøjen på.

Dagens topnyheder

Selvom det er på banen, at fodboldkampene foregår, så fanger kameraerne også meget af det, der foregår på bænken.

Danmarks landstræner Kasper Hjulmand blev tidligere i turneringen spurgt til en bestemt trøje, han havde på under en af kampene. Her var det nenlig tydeligt, at der var hul under det ene ærme.

På et pressemøde efter kampen mod Wales ville de fremmødte journalister godt høre mere om trøjen, og her fortalte Kasper Hjulmand, at der helst ikke skulle gå overtro i den, men at han alligevel ville have trøjen på, da Danmark ikke har tabt, mens han har haft den på.

I kampen mod Tjekkiet lørdag aften startede Kasper Hjulmand i en hvid polo t-shirt, men efter pausen havde han hevet en langærmet trøje over - vel at mærke i 30 graders varme.

Men efter kampen forsikrede den danske landstræner, at det handlede om noget andet end lykke og held, at han havde fundet trøjen frem. 

“Da jeg kom ind til pausen, sagde spillerne, at de nogle gange troede, at jeg var en spiller. Jeg havde slet ikke tænkt over, at jeg stod i hvidt, og at vi spillede i hvidt. Der var nogle, der tog fejl,” lød det på et pressemøde efter kampen skriver TV 2.

Fra Baku til London

Kampen lørdag aften i Baku i Aserbajdsjan endte med en sejr til Danmark på 2-1 over Tjekkiet. Det betyder, at de danske spillere skal til London og spille semifinale onsdag. Kampstart er klokken 21.00 på Wembley Stadium, hvor Danmark møder England. 

Det bliver en kamp, hvor danske fans får svært ved at møde fysisk op. Indrejserestriktioner i England gør nemlig, at det ikke er muligt for danskere at rejse til den engelske hovedstad og opleve semifinalen. Det kan du læse mere om i denne artikel: