400 millioner kroner barberet af overprisen for supersygehus

Skrevet af Redaktionen

18/08/2016

Mest læste i dag

Kun to måneder efter, det første spadestik til det nye såkaldte supersygehus i Odense blev taget, ramte en skandale i juni byggeriet. Totalråd­giveren Medic OUH måtte fremlægge en truende budgetoverskridelse på 1,3 milliarder kroner.

Siden har Medic OUH gennemgået sit økonomioverslag, og indtil videre er det lykkedes at barbere 400 millioner kroner af, så prisen for supersygehuset nu er 900 millioner kroner over budget.

Men arbejdet med at gennemgå alle dele af projektet for mulige besparelser fortsætter. Medic OUH har indtil 15. september til at levere det endelige reviderede projektforslag.

- Det er et stort og meget komplekst projekt, og derfor vil vi gerne agere på et så oplyst grundlag som muligt, siger Region Syddanmarks udvalgsformand i Innovationsudvalget, Karsten Uno Petersen (S) i en pressemeddelelse.

Han vil ikke forholde sig til eventuelle besparelser før da.

- Der har floreret mange tal og rigtig mange store tal. På baggrund af erfaringer fra andre store sygehusprojekter tror vi dog ikke, at en eventuel overskridelse vil være i nærheden af de senest udmeldte 900 millioner kroner.

- Det giver derfor ikke mening at diskutere eventuelle besparelser, før vi har et ordentligt udgangspunkt.

Da Medic OUH i juni fremlagde budgetoverskridelsen på 1,3 milliarder kroner, var det med en række spareforslag. De indeholder desuden emner, som er "i direkte modstrid med intentionerne for de nye sygehusbyggerier", skriver regionen.

Det nye supersygehus må koste 6,3 milliarder kroner - hverken mere eller mindre - når det står færdigbygget, oplyser regionen.

Regionsrådet skal 24. oktober behandle det endelige projektforslag for byggeriet. Ud over en samlet pris kommer forslaget til at indeholde en tidsplan og budget for de enkelte faser af byggeriet.

/ritzau/