Aldersforskel giver flere skilsmisser

Skrevet af Ronja Ryde

05/12/2014

Dagens topnyheder

Hvis du gerne vil leve i et lykkeligt ægteskab med din partner indtil døden skiller jer ad, så hjælper det på chancerne, hvis din partner er jævnaldrende med dig. Jo større aldersforskel der er mellem parterne, jo større er sandsynligheden for, at de går fra hinanden. Det skriver Søndagsavisen.

Søndagsavisen har i samarbejde med Socialministeriet undersøgt hvad aldersforskellen har haft af betydning for 56.358 danskere, der blev gift i 1988.

- Jo større aldersforskel, jo mere reagerer omgivelserne på forholdet. Specielt når kvinder er markant ældre end mænd, bliver der sat spørgsmålstegn. Det ydre pres kan både bevidst og ubevidst slide meget på et forhold, siger Mogens Nygaard Christoffersen, seniorforsker og sociolog hos Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

LÆS OGSÅ: Sådan får du den bedste jul i skilsmissefamilien

Par, hvor der var under et års forskel mellem parterne, blev skilt i 33 procent af tilfældene. Hvis kvinden var 2-5 år ældre, så steg tallet til 38 procent. Hvis kvinden var 5-10 år ældre, så blev tallet hele 47 procent.

Hvis manden er ældre, så er chancen for at parret bliver sammen en smule større, end hvis det er kvinden, der er ældst. Par, hvor manden var 2-5 år ældre end kvinden, blev skilt i 35 procent af tilfældene. Var manden 5-10 år ældre steg det til 44 procent.

- Det vil give et mere langtidsholdbart forhold, hvis man løbende befinder sig det samme sted og er optaget af de samme ting i livet,  siger Jacob Mosgaard, psykolog og parterapeut.