Derfor er Kinas præsident skyld i, at den nye corona-variant hedder "Omikron"

Skrevet af Mathias Madsen

06/12/2021
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
De færreste har måske tænkt over, hvor de forskellige corona-varianter får deres navne fra - svaret er det græske alfabet. Omikron-varianten er dog helt særlig, da den egentlig burde have heddet "Nu".

Mest læste i dag

Med navnet "Omikron" er varianten helt særlig, i hvert fald når man taler navngivning, fordi, det er første gang, at WHO har sprunget bogstaver over i det græske alfabet, når de har skulle navngive corona-varianter. 

Egentlig hedder den nye variant B.1.1.529 , men WHO har valgt at navngive alle corona-varianter efter bogstaverne i det græske alfabet - og det er der flere årsager til.

Først og fremmest er det nemmere for den almene befolkning at forholde sig til de græske bogstavers navne, fremfor en masse tal og bogstaver, som ikke giver nogen umiddelbar mening. 

Ifølge Ingeniøren er en af de vigtigste årsager til den valgte navngivningsmetode dog, at WHO ikke ønsker at pådutte noget land en corona-variant, blot fordi det var dem, som opdagede den først.

Varianterne har altså fået navne for at undgå, at pressen f.eks. kalder delta-varianten for "Indien-varianten" eller omikron-varianten for "Sydafrika-varianten" opkaldt efter de lande, hvor varianten første gang blev opdaget.

WHO frygtede nemlig, at det ville mindske sandsynligheden for, at lande offentligjorde fund af nye varianter, hvis de fik varianten opkaldt efter dem. 

Mange havde dog troet, at den nyeste variant skulle hedde Nu-varianten (på dansk 'Ny'), fordi den sidst navngivne variant hed Mu. Man har dog, for første gang, valgt at springe bogstaver over og har helt droppet at navngive efter det 13. bogstav Nu og det 14. bogstav Xi

Nu er blevet sprunget over, fordi det udtales lidt ligesom det engelske ord new (red. nu), hvilket man var bekymret for ville skabe forvirring. 

Xi er dog blevet sprunget over af en helt anden grund. Man har nemlig valgt ikke at bruge det græske alfabets 14. bogstav, fordi det staves på samme måde, som navnet på Kinas nuværende præsident; Xi Jinping. 

På nuværende tidspunkt er der altså kun seks bogstaver tilbage i det græske alfabet. Skulle det dog ske, at man får brug for at navngive flere varianter end seks, udtaler WHO, at man formentlig vil begynde at bruge de latinske navne for stjernetegn. 

Altså vil vi i fremtiden måske få en variant opkaldt efter Aries, Cancer eller et helt tredje stjernetegn.