Føler du dig ensom? 8 ting du selv kan gøre for at få det bedre

Skrevet af Kristine Bugbee

20/06/2017
Ensomhed fylder meget i manges liv.
Ensomhed fylder meget i manges liv.
Ensomhed rammer mange, men det kan være farligt at føle sig isoleret i en længere periode. Heldigvis kan du selv hjælpe ensomheden af vejen.

Dagens topnyheder

20 til 50 procent af verdens befolkning føler sig af og til ensomme, mens ensomheden ofte trænger sig på hos fem til 10 procent af verdens befolkning, viser en undersøgelse foretaget af John Cacioppo fra University of Chigaco. Det skriver USA Today.

I 2015 havde DR fokus på ensomhed blandt danskerne. Dengang viste tallene fra Mary Fonden, at 210.000 danskere over 16 år føler sig ensomme. Det er mest helt unge og ældre danskere, der bliver ramt af den altoverskyggende følelse af at være alene i verden. 

Der er altså intet unaturligt i at føle sig ensom af og til. Men det må ikke gå hen at blive den daglige eller evigt tilbagevende følelse.

Følelsen af ensomhed øger nemlig risikoen for blandt andet forhøjet blodtryk og hjertekarsygdomme. 

- Du kan have en masse venner, men stadig føle dig ensom. Og du kan have ingen venner, men ikke føle dig ensom, siger Charlotte Yeh fra AARP Services til USA Today.

Her følger otte gode råd til at slippe af med følelsen.

1) Vær åben og imødekommende
Ensomme mennesker har en tendens til ikke at stole på andre mennesker, og det er ikke godt, når man vil skabe nye relationer. Derfor gælder det om at være så positiv som muligt og forvente det bedste af andre, når man vil skabe nye venskaber.

2) Opsøg ligesindede
Har du en særlig hobby? Eller lever du på en speciel måde? Så er det oplagt at søge et fællesskab blandt personer, som tillægger de samme ting værdi.

3) Styrk de eksisterende relationer
Sig til dig selv, at du hver dag skal tage kontakt til en person, som du kender i forvejen. Sammen kan i drikke en kop kaffe, se en film eller noget helt tredje. Det vigtigste er, at I styrker jeres venskab.

4) Husk dit helbred
En sund kost og et aktivt liv får dig til at hvile mere i dig selv, og det kan også hjælpe dig ud af ensomheden.

5) Bliv frivillig
At hjælpe andre på frivillig basis kan også have en positiv effekt, når følelsen af at være ensom skal på afstand.

6) Brug teknologien med omtanke
Vi kender det alle: Er der sket noget nyt på Facebook? Fik jeg ikke lige en Snap? Den teknologiske udvikling er ikke dårlig, men kan du ikke lade være med at tjekke din smartphone, når du er sammen med andre, så er det en god ide at være opmærksom på det. Men er du tvunget til at være hjemme, så kan de sociale medier være en god måde at komme i kontakt med andre på. Det handler om at finde balancegangen.

7) Opsøg fællesskaber
Bliver der arrangeret gåture, spilleaftener, bogklubber eller noget helt fjerde i nærområdet? Find ud af det, deltag og skab nye relationer.

8) Har du brug for professionel hjælp?
Hvis du føler, at du i en længere periode har gjort, hvad du kunne for at komme ud af ensomheden, men uden succes, så fortvivl ikke. Læger og psykologer står nemlig klar, hvis du ikke er tryg ved den følelse, som du har indeni. Og de kan hjælpe dig.

Selvom det ofte er overvægt, som folk bliver advaret mod i forhold til vores helbred, så er det faktisk endnu farligere at være ensom.