Nicolai Haugsted
Ikke alene påvirker den organet hurtigere end tidligere antaget, men den kan også sprede sig på manerer man ikke tidligere havde fundet.
Glioblastom er kendt som den mest aggressive form for hjernekræft.
Nu har forskere fra Montefiore Einstein Comprehensive Cancer Center og Albert Einstein College of Medicine afsløret, at sygdommen går langt videre end tidligere antaget.
Ifølge et nyt studie publiceret i Nature Neuroscience nedbryder glioblastom ikke blot hjernevæv, men også kraniet – og ændrer samtidig balancen i kroppens immunforsvar.
Forskerne har ved hjælp af avancerede billedanalyser dokumenteret, hvordan glioblastomtumorer får kraniets knogler til at smuldre, især langs samlingerne mellem knoglerne. De erosioner ser ikke ud til at opstå ved andre neurologiske lidelser som slagtilfælde eller traumer – og virker specifikke for ondartede hjernetumorer.
De opdagede samtidig, at tumorvæksten forandrer knoglemarven i kraniet og sender et væld af inflammatoriske immunceller ind i hjernen via tynde kanaler mellem kranie og hjerne. På den måde bliver tumorens mikroklima mættet med de celler, der normalt bekæmper infektion – men som i dette tilfælde i stedet ser ud til at fremme tumorens vækst.
Ved at analysere individuelle cellers genaktivitet fandt forskerne en dramatisk stigning i mængden af pro-inflammatoriske neutrofiler i kraniemarven. Samtidig forsvandt næsten alle B-celler – som normalt producerer antistoffer – hvilket tyder på en kraftig ubalance i kroppens immunregulering.
Interessant nok havde glioblastom en anderledes effekt på knoglemarven i lårbenet end i kraniet. Hvor kraniemarven blev overaktiveret, blev immunresponsen i lårbenets marv hæmmet. Det tyder på, at sygdommen manipulerer immunforsvaret lokalt i de områder, hvor den kan drage fordel af det.
Knoglebeskyttelse med bivirkninger
Holdet undersøgte også, hvordan godkendte midler mod knogletab – som fx zoledronsyre og denosumab – påvirkede både knoglenedbrydning og tumorvækst. Begge præparater bremsede erosionen af kraniet hos forsøgsdyr, men mindst ét af dem havde en uønsket bivirkning: Zoledronsyre fik i én type glioblastom svulsten til at vokse hurtigere.
Desuden forstyrrede begge stoffer effekten af immunterapi med anti-PD-L1, som ellers bruges til at øge mængden af tumorbekæmpende T-celler.
Forskernes resultater antyder, at glioblastom bør betragtes som en systemisk sygdom snarere end en lokal hjernesygdom. Og at fremtidige behandlinger må tage højde for den rolle, kraniets immunsystem spiller i tumorens udvikling.
