Nyt studie: Spiser du disse pommes frittes, kan det forebygge kræft

Skrevet af Jakob A. Overgaard

24/10/2019
Et nyt studie fra universitetet i Granada i Spanien påviser, at stegte og friturestegte grøntsager ikke er så usundt som tidligere antaget. Man skal dog være opmærksom på, hvilken olie man benytter.

Dagens topnyheder

Normalt forbindes pommes frites med usunde spisevaner og fast food. Det er i hvert fald sjældent, at de friturestegte kartofler får et sundt prædikat påsat sig. Ikke desto mindre er det, hvad der er sket i en ny undersøgelse, der er offentliggjort fra universitetet i Granada i Spanien. Undersøgelsen er herefter blevet publiceret i det anerkendte magasin Food Science. 

Undersøgelsen konkluderer, at grøntsager der steges i ekstra jomfru olivenolie har flere gode egenskaber for din almene helbredstilstand end kogte grøntsager. Hvis man benytter sig af andre olier, så vil det stadig gælde, at de kogte grøntsager er sundere for dig. 

De rå grøntsager er fulde af fenoler. Forskerne ville undersøge, hvor mange af disse antioxidanter, der forsvandt under tilberedningsprocessen. Her blev der testet flere måder at tilberede grøntsagerne på. Når grøntsagerne blev kogt, ændrede mængden af antioxidanter sig ikke ret meget. Det mest overraskende var, når grøntsagerne blev stegt i ekstra jomfru olivenolie. Her blev mængden af antioxidanter øget eksponentielt. 

Den nye viden frikender ikke pommes frites fra en række sundhedsmæssige problemer. Olien tilfører selvfølgelig en rå mængde kalorier og fedt, som ikke har nogen gavnlig helbredsmæssig påvirkning på din krop, men den store mængde fenoler og  antioxidantpotentialet giver nogle helt andre positive effekter.

Konklusionen fra undersøgelsen er, at man ved at forberede sin grøntsager ved stegning i ekstra jomfru olivenolie kan tilføre grøntsagerne en stor mængde fenoler. Disse fenoler menes at være med til at forebygge både kræft og diabetes. 

Cristina Samaniego Sánchez, som er en af de forskere, der står bag undersøgelsen, mener, at man skal genoverveje den forestilling, vi har om sunde og usunde måder at tilberede mad på.