Opsigtsvækkende rapport: Ingrediens i Nutella kan give kræft

Skrevet af Emil Ryttergaard

12/01/2017
Det Europæiske Fødevareagentur peger på palmeolie som kræftfremkaldende. Palmeolie er en ingrediens i Nutella, men firmaet bag det populære chokolade- og nøddesmør bøjer sig ikke.

Dagens topnyheder

Det er en fast rutine i mange danske hjem om morgenen. Ved morgenbordet skal der ost, syltetøj og selvfølgelig Nutella på bordet. 

Men det populære nøddepålæg er kommet i modvind, efter at en ny rapport hævder, at en ingrediens i Nutella øger risikoen for kræft - nemlig palmeolie. Det skriver Reuters

Det Europæiske Fødevareagentur EFSA har i en ny rapport peget på opvarmningen af palmeolie som en af de store syndere, når det gælder kræftfremkaldende stoffer i fødevarer. 

Mange fødevarerproducenter har derfor udfaset eller helt boykottet brugen af palmeolie, men det italienske firma Ferrero, der står bag Nutella, har aktivt forsøgt at advokere for den fortsatte brug af palmeolie for at sikre smørepålæggets holdbarhed og tekstur. 

- At lave Nutella uden palmeolie ville skabe et dårligere produkt, og det ville være et trin baglæns, siger Vincenzo Tapella, der chef for indkøb i Ferrero.

Der er dog også økonomiske interesser på spil, da palmeolie er langt det billigste produkt at benytte i Nutella, da både solsikke- og rapsolie er dyrere. 

Sagen har fået store implikationer i Nutellaens hjemland, Italien. Her har store supermarkedskæder helt udfaset brugen af palmeolie i deres egne varer, imens landets største brødvirksomhed, Barilla, også har skrottet brugen af palmeolie i deres produkter.

Men Ferrero bøjer sig ikke, da det i en offentlig pr-reklame forsikrer, at produktionen af Nutella sker under sikre forhold, der eliminerer de kræftfremkaldende biprodukter. Salget af Nutella produktet er da også en meget stor forretning, der står for cirka en femtedel af Ferreros forretning. 

At firmaet på den måde støtter op om palmeolie, er et vigtigt skridt for palmeolieindustrien, der årligt omsætter for 44 milliarder dollars., skriver Reuters. Forarbejdningen af palmeolie er nemlig faldet organisationer som Greenpeace for brystet, der anklager industrien for skovrydning. 

Indtil videre har det dog ikke påvirket salget af Nutella, der hvert år stiger mellem fem og seks procent. 

Opdateret 16/1/2017: Artiklens indledning er omformuleret, således at der ikke hersker tvivl om, at EFSA peger på palmeolie som potentielt farligt - EFSA nævner ikke Nutella.