Overlæge: Danskerne overser disse tre symptomer på kræft

Skrevet af redaktion

06/02/2017
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Hvis du oplevet ét af følgende tre symptomer, bør du tage det alvorligt og søge læge. Det kan nemlig være tegn på kræft.

Mest læste i dag

Selvom kræft sandsynligvis er den mest frygtede folkesygdom her i landet, så overser mange danskere alligevel en række tegn og symptomer på kræft. Symptomer som man ellers bør gå til læge med. Det skriver BT.

Det er en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, foretaget blandt mere end 1.000 danskere, der viser, at alt for mange personer indrømmer, at de bevidst vil ignorere tre konkrete symptomer, hvis de fejlede dem.

Her er tale om ændret afføringsmønster, uforklarligt vægttab og hæshed.

Ifølge undersøgelsen ville hver anden dansker nemlig ikke søge lægen, hvis de oplevede ændret afføringsmønster i mere end to uger.

Omkring hver tredje ville heller ikke gå til læge, hvis de oplevede et uforklarligt vægttab.

Og hver tredje af os ville ikke gå til lægen, hvis de oplevede hoste eller hæshed i mere end en måned.

At så mange danskere ikke ville reagere på de tre nævnte kræft-symptomer er bekymrende. Det fastslår overlæge hos Kræftens Bekæmpelse, Ulla Axelsen.

- Symptomerne kan være tegn på kræft, og derfor er det meget vigtigt, at man går til lægen, hvis man oplever et af dem. Jo før kræft bliver opdaget, desto større er muligheden for, at man bliver helbredt, siger hun til BT.

I samme undersøgelse svarer seks ud af ti danskere, at de i stedet for at gå til læge vil vente og se, om symptomerne forsvinder af sig selv.

Derudover forbinder fire ud af ti slet ikke lige de tre symptomer med kræft, men det er en fejl, understreger Ulla Axelsen.

- Mange slår det nok hen, fordi de fleste af os har prøvet, at afføringen ændrer sig, at vægten svinger eller at være hæs og hoste. Derfor forbinder man ikke nødvendigvis de tre tegn med noget alvorligt. For at opdage kræft tidligt, skal vi blive bedre til at kende tegnene og reagere på dem, siger Ulla Axelsen.

For at gøre danskerne klogere på kræft og sygdommens symptomer, har Kræftens Bekæmpelse i løbet af de senere år startet kampagnen 'De syv tegn', der har til formål at belyse de syv mest almindelige tegn på kræft, så danskerne kan blive bedre til at opfange faresignalerne og hurtigere søge læge, hvis man oplever nogen af de syv tegn.

De fire andre symptomer er uforklarlig blødning, knuder, længerevarende synkebesvær og ændrede modermærker eller sår, der ikke vil heles.