Nyt studie med stor afsløring om Covid-19-vaccinerne.
Lige nu læser andre
Hovedpine, træthed og muskelsmerter efter Covid-19-vaccination?
Er det vaccinen, som er årsagen til symptomerne – eller optræder de af andre årsager?
Et nyt dansk studie giver nu et svar en gang for alle.
For langt den største del af befolkningen er der ikke tegn på, at vaccinen giver langvarige symptomer.
Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Læs også
Forskerne undersøgte tre grupper baseret på deres holdning til Covid-19-vaccinen: ubekymrede, skeptiske og bekymrede personer.
Blandt de ubekymrede og skeptiske – som tilsammen udgjorde 95 procent af deltagerne – blev der ikke fundet flere symptomer hos vaccinerede end hos ikke-vaccinerede.
”For langt størstedelen af befolkningen ser Covid-19-vaccinerne ikke ud til at føre til langvarige uspecifikke symptomer. Vi kan dog ikke helt udelukke, at en mindre gruppe mennesker, som på forhånd er bekymrede for vaccinen, kan opleve sådanne symptomer efter vaccination,” siger Christina Bisgaard Jensen, ph.d.-studerende på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, der står bag studiet.
Bekymringer kan skabe symptomer
Blandt de bekymrede – omkring fem procent af deltagerne – rapporterede vaccinerede personer oftere symptomer som hovedpine, åndenød og svimmelhed sammenlignet med ikke-vaccinerede i samme gruppe.
Forklaringen på forskellen kan ifølge forskeren ligge i den såkaldte nocebo-effekt – det modsatte af placebo-effekten, hvor negative forventninger til en behandling kan udløse symptomer.
Læs også
”Symptomerne er helt reelle for dem, der oplever dem. Men det betyder ikke nødvendigvis, at vaccinen er årsagen. Når man er bekymret eller stresset, kan kroppen reagere fysisk, og det kan føre til, at man mærker mere, tolker signaler anderledes, eller faktisk udvikler symptomer,” siger Christina Bisgaard Jensen.
Vigtig viden fremadrettet
Selvom pandemien er overstået, fortsætter vaccination mod Covid-19, og usikkerheden om bivirkninger lever stadig hos mange danskere.
De uspecifikke symptomer er svære at undersøge i sundhedsregistre, da de sjældent resulterer i en egentlig diagnose.
”Vores studie viser, at for langt de fleste er Covid-19 vaccinerne ikke forbundet med langvarige symptomer. Men det viser også, at de bivirkninger, som nogle mennesker oplever, kan hænge sammen med bekymringer og forventninger. Det er vigtig viden, fordi det kan være med til at nuancere debatten: Ikke ved at afvise, at folk har symptomer, men ved at belyse de mange faktorer, der kan spille ind,” siger Christina Bisgaard Jensen.