Seks babyer døde under svensk forskningsprojekt

Skrevet af Jakob A. Overgaard

04/11/2019
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Læger bag et svensk forskningsprojekt har trukket stikket på det, fordi det efter lægernes overbevisning ville være uetisk at fortsætte studiet.

Dagens topnyheder

Det svenske forskningsprojekt skulle undersøge, hvad der skete med kvinder når deres graviditet fortsatte ud over de 40 normerede uger. Projektet blev stoppet for et år siden efter fem dødsfødsler og et dødt foster hos de kvinder, der fik lov til at fortsætte deres graviditet ind i uge 43. 

Forskerne bag undersøgelsen har herefter udtalt, at "det ville ikke være etisk korrekt at fortsætte."

Der har indtil nu ikke været nogen generel international enighed, om hvordan man håndterer ellers sunde graviditeter, der fortsætter ud over den 40. uge. Der er dog enighed om, at der er en øget risiko for både mor og barn, hvis graviditeten forlænges ud over 41 uger. 

Statistisk sikkerhed manglede

Fordi der var en meget lav risiko forbundet med at gå langt over tid og forskningen i graviditeter ud over tid generelt manglede et ordentligt statistisk grundlag, planlagde det svenske forskningsprojekt at undersøge 10.000 kvinder på 14 forskellige hospitaler. 

Da projektet blev stoppet, var det kun en fjerdedel af kvinderne, der var blevet undersøgt. De seks dødsfald indikerede dog en markant øget risiko for de kvinder, der fortsatte deres graviditet til 43. uge. Der var ingen dødsfald i den gruppe, der afsluttede graviditeten i uge 42. 

Forskerne har indtil videre ikke offentliggjort deres resultater. De vil vente indtil arbejdet bliver publiceret i et medicinsk tidsskrift. Alligevel har undersøgelsen har umiddelbar indflydelse på Sahlgrenska hospitals anbefalinger til graviditetshåndtering. To hospitaler i Sverige har allerede ændret deres politik på området, og flere siger de vil følge med. 

Uetisk at tilbageholde forskningsresultater

Formanden for Spädbarnsfonden, den svenske landsforening for spædbarnsdød, Malin Asp, kan ikke forstå, at resultaterne i undersøgelsen ikke bliver offentgjort med det samme. 

”De afsluttede undersøgelsen på grund af etiske grunde, så er det yderst uetisk at ikke offentliggøre resultaterne,” udtaler Malin Asp, ”Det kan potentielt redde babyers liv.”