En læge har afsløret, at det at drikke et glas vand med en skive frugt i hver dag kan få andre til at tro, at du er yngre, end du er. Saurabh Sethi, der er gastroenterolog uddannet ved Harvard University, har forklaret, at et glas citronvand dagligt kan hjælpe med at fjerne tegn på aldring.
Han delte sin erfaring og viden med sine 505.000 følgere på TikTok (@doctorsethimd). Han har tidligere advaret mod brugen af plastikflasker og opvarmning af mad i plastemballage, da mikroplast nu spores i hjernen, skriver mediet What's The Jam.
Nu har den 42-årige læge afsløret, hvad der sker i kroppen, hvis man drikker citronvand i 30 dage i træk. Ifølge ham kan det være nøglen til et yngre udseende, hvorfor det naturligvis er værd at forsøge sig med, hvis man har et mål om dette.
"Citroner er fyldt med 30 forskellige gavnlige planteforbindelser. Friskpresset citronsaft er bedst, da den ikke er pasteuriseret og derfor bevarer flere næringsstoffer," siger han ifølge Mirror i sin video på det sociale medie.
Dr. Sethi forklarer, at citronsyren kan hjælpe kroppen med at optage mineraler mere effektivt, hvilket især gør sig gældende for jern.
"Citroner er også en fantastisk kilde til C-vitamin, som støtter kollagenproduktionen og er vigtig for sund hud, led og bindevæv," fortæller han.
Selvom citronvand ikke er en mirakelkur mod aldring, kan det bidrage til en sundere og mere strålende hud og dermed give et yngre udseende. Citronvand kan støtte kollagenproduktion, minimere skader fra frie radikaler og hjælpe leverfunktionen - alle er faktorer, der har indflydelse på hudens sundhed.
Nogle eksperter mener også, at citronvand kan rense leveren, som spiller en central rolle i hudens sundhed og kroppens udrensningsproces. En velfungerende lever gør det lettere at udskille toksiner, som ellers kan bidrage til hudproblemer, ifølge Chennai Liver Foundation.
Lægen forklarer, at det er nemt at tilføje citron til sin kost, da du ikke skal gøre andet end at presse en hel citron i et glas vand dagligt og drikke det. Det behøver heller ikke være dyrt, da du kan købe citroner til ganske få kroner i stort set et hvilket som helst supermarked i Danmark.
Er det sikkert for alle?
Citron er generelt sikkert for de fleste mennesker i moderate mængder. Nogle kan dog opleve bivirkninger såsom allergiske reaktioner. Dr. Sethi inkluderer i sin video en advarsel til personer med reflukssygdom.
"Citronvand kan forværre symptomerne, fordi det er surt, så det er bedst at undgå dagligt indtag eller bruge en lille mængde," siger han.
Den høje syre i citroner kan også med tiden slide på tandemaljen, hvilket især kan vise sig ved hyppigt eller stort indtag, hvilket kan føre til følsomhed og skader. Kan du se, at det begynder at gøre skade på dine tænder, så er det naturligvis vigtigt, at du straks stopper med at indtage det.