Denne data fra Google Maps sikrede elektriker mere end 150.000 kroner

Skrevet af Emil Martesen

19/03/2024
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det sikrede elektrikeren mere end 150.000 kroner.

Dagens topnyheder

Dansk El-Forbund har efter en minutiøs gennemgang af en elektrikers daglige færden i firmabilen gennem tre et halvt år sikret medlemmet en tilbagebetaling på 153.778 kroner efter virksomhedens brud på overenskomstens regler om køretimer og overtidsbetaling for rejsevejtid, skriver fagbladet Elektrikeren.

Udfaldet i den faglige sag, der blev forliget på et genoptaget mæglingsmøde, skyldes ikke mindst data fra tjenesten Google Maps på elektrikeren mobiltelefon, der kunne dokumentere den faktiske arbejdstid, køretimer og kundebesøg. Elektrikerens firmabil var ikke udstyret med en GPS, og virksomheden havde ikke selv registreret køretimerne.

Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse.

Virksomheden rejste på baggrund af blandt andet manglende parkeringskvitteringer fra EasyPark tvivl om, hvorvidt elektrikeren havde været hos de kunder, som han selv havde registreret, at han havde været hos. Medlemmet har forklaret, at det ofte var umuligt at finde en parkeringsplads hos kunder i København, og at han derfor tit har måttet holde med bilen under opsyn uden at betale for parkering.

Uenighederne om elektrikerens ’whereabouts’ bliver behandlet på flere mæglingsmøder. De faglige folk fra Dansk El-Forbund kommer i tanke om, at der måske kan være data fra Google Maps gemt på medlemmets mobiltelefon. Det viser sig, at tjenesten er slået til, og Dansk El-Forbund får nu adgang til 500-600 bilag med data, der dokumenterer medlemmet minutiøse færden i firmabilen gennem de seneste tre et halvt år:

"Det har uden tvivl haft stor betydning, at vi kunne komme i besiddelse af data fra Google Maps", siger faglig sekretær i Dansk El-Forbunds afdeling Storstrøm Søren Callesen.

Han opfordrer andre medlemmer til at slå tjenesten til på telefonen som en ekstra sikkerhed i tilfælde af uenigheder med arbejdsgiveren, men han gør samtidig opmærksom på, at man ikke skal forlade sig helt til teknologien:

"Telefonen kan være glemt eller beskadiget, og i dette tilfælde var der også nogle dage, som der af uforklarlige årsager ikke lå data på. Generelt er det stadig en rigtig god idé at bruge den gammeldags metode med at notere sine timer og rejsetid i en lille lommebog, så man altid kan finde frem til, hvor man har været på hvilke tidspunkter, og hvem der kørte bilen".