Forside Teknologi Må jeg få kammertonen: Ny AI-kundeservicerobot smækker røret på, hvis...

Må jeg få kammertonen: Ny AI-kundeservicerobot smækker røret på, hvis du snakker grimt til den

Telefonsælger, phone calller
Shutterstock.com

En ny AI-bot træner folk i professionel kommunikation – og hvis du er uhøflig, afbryder den samtalen.

Lige nu læser andre

Hvad sker der, hvis man er uhøflig over for en kunstig intelligens? På Københavns Professionshøjskole (KP) kan den nye AI-bot “Poul” faktisk blive fornærmet og afbryde samtalen – præcis som en rigtig patient ville gøre.

AI-botten er udviklet til at træne studerende på Sundhedsadministrativ koordinator-uddannelsen (SAK) i professionel kommunikation og har vist sig at være så realistisk, at de studerende oplever det som rigtige patientsamtaler.

“Flere studerende har eksperimenteret med at provokere Poul – og opdaget, at han faktisk kan blive sur og afbryde samtalen. Det giver værdifuld indsigt i kommunikationens grænser og konsekvenser i en tryg læringssituation,” fortæller lektor Lisa Drevsholt, der har ledet udviklingen sammen med specialkonsulent Jakob Hedegaard, i en pressemeddelelse fra højskolen.

Det særlige ved KP’s AI-bot er, at den bygger på et solidt teoretisk fundament, i modsætning til de fleste andre chatbots, der er generiske og endimensionelle.

“Vi ved fra forskning, at bots ikke virker, hvis de bliver for generiske. Det skal være kontekstspecifikt – og det er præcis det, vi har skabt,” forklarer Jakob Hedegaard.

Læs også

Poul kan skifte mellem tekniske, refleksive og personlige domæner i samtalen, hvilket skaber realistiske og nuancerede dialoger, der udfordrer de studerende på samme måde som rigtige patientsamtaler.

Lovende resultater fra første tests

Projektet startede i oktober 2024, og allerede i januar 2025 blev de første tests gennemført med studerende. Feedbacken viste, at Poul oplevedes som realistisk, udfordrende og fagligt styrkende.

De første forskningsresultater peger på højere engagement, stærkere kobling mellem teori og praksis og øget refleksionsevne blandt de studerende.

Forskergruppen arbejder nu systematisk med at indsamle data og analysere, hvordan AI-botten understøtter overførslen fra teori til praksis.

Læs også

Projektet har allerede tiltrukket sig international opmærksomhed. AI-botten blev første gang præsenteret på NNU-konferencen på VIA i marts 2025, og i december præsenteres metoden på den internationale OEB-konference i Berlin.

“Med dette projekt står KP i front for en ny bølge af innovation i professionsuddannelser. Poul viser, hvordan teoretisk funderede AI-interaktioner kan skabe reel overførsel mellem uddannelse og praksis,” siger Lisa Drevsholt.

Forskergruppen arbejder nu med at udvikle en didaktisk model for, hvordan AI-simulation kan integreres systematisk i undervisningen på flere uddannelser. Og ifølge institutchef Martin Sønderlev Christensen fra KP’s nye Institut for AI og Teknologi i Uddannelser er casen med Poul et godt eksempel på, hvordan man kan bruge AI innovativt til at simulere praksissituationer, som ellers kan være vanskelige at skalere eller gennemføre systematisk.

”Det er netop sådan, vi skal bringe AI i spil – ved først at tænke didaktisk, baseret på forskning og anerkendte metoder – og derefter designe teknologien til formålet,”, siger Martin Sønderlev Christensen.

Fakta om AI-botten Poul:

  • Udviklet specifikt til SAK-uddannelsen på KP
  • Bygger på teoretisk fundament frem for generiske svar
  • Kan reagere realistisk på studerendes kommunikation
  • Testet siden januar 2025 med positive resultater
  • Præsenteres internationalt på OEB-konferencen i Berlin i december 2025
Ads by MGDK