Klovn vender tilbage: Nu er datoen sat

Skrevet af Julie Møller

19/03/2021
Casper Christensen og Frank Hvam åbner døren til en ny sæson af ’Klovn’, der får premiere på TV 2 PLAY i sommeren 2021. Foto: Per Arnesen / TV 2.
Casper Christensen og Frank Hvam åbner døren til en ny sæson af ’Klovn’, der får premiere på TV 2 PLAY i sommeren 2021. Foto: Per Arnesen / TV 2.
Nu kan Klovn-fans godt begynde at glæde sig.

Dagens topnyheder

Seriens bagmænd, Casper Christensen og Frank Hvam, havde egentlig meldt ud, at de med filmen 'Klovn - The Final' i 2020 havde lagt universet bag sig og lukket døren. Alligevel har de valgt at åbne døren igen.

“Det handler om to ting. For det første har vi det utroligt sjovt, når vi laver 'Klovn', og for det andet var det så uforløst at lukke universet ned, da filmen blev taget af sidste forår,” udtalte Casper Christensen i en pressemeddelelse fra TV 2 tilbage i januar, da det kom frem, at en sæson otte er på trapperne. 

Filmen 'Klovn - The Final' fik aldrig lov at leve sit liv fuldt ud i biografsalene, da coronaepidemien lukkede de danske biografer i marts 2020.

“Egentlig meldte vi kun ud, at det var den sidste film. Med en sæson 8 er vi også stille og roligt gået i gang med at lukke serieuniverset. Vi satser på at gøre det med manér,” tilføjede Frank Hvam.

Nu er der sat en præcis dato for, hvornår den nye sæson har premiere.

“Der er lys for enden af tunnelen”

“Der er lys for enden af tunnelen”, står der i opslaget, som er blevet delt på TV 2’s Facebookside. Her er det Frank Hvam, der til forveksling ligner Søren Brostrøm, som optræder på billedet, hvor teksten ‘Ha tålmodighed. Lidt endnu’ også er en klar reference til det budskab, som danskerne har hørt mange gange det seneste år. 

Den nye sæson får premiere den 6. juni, oplyses der i opslaget, der kan ses herunder.

“Selvfølgelig går det galt”

I den seneste film 'Klovn the Final' fejrer Frank sin 50-års fødselsdag. I den kommende sæson af tv-serien Klovn er det også livet omkring de 50, der bliver omdrejningspunktet.

Det fortalte 52-årige Casper Christensen, da han gæstede podcasten "Mads & A-holdet" i februar.

“De er blevet lidt ældre. De er blevet lidt mere satte, og de er MEGET glade for naturen. Det rolige, det stille liv. Selvfølgelig går det galt, det er klart. Det er dér, komikken ligger,” forklarede han til værten Mads Steffensen.

Den nye sæson, sæson 8, får premiere den 6. juni, og Klovn-fans kan glæde sig til otte nye episoder.