Peter Ingemann melder ud: "Det er slut"

Skrevet af Julie Møller

24/03/2021
Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix
Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix
“Det er slut for denne gang,” melder den populære vært.

Mest læste i dag

I går kørte Peter Ingemann sidste etape af knallerteventyret i TV 2-programmet Ingemann, Fyn & Lolland-Falster.

“Det er slut for denne gang,” skriver den populære vært i et opslag på Instagram, men slår fast, at han nu skal lave nye ting. Spørgsmålet er blot, hvad de nye ting skal være.

“Jeg ved, at jeg skal lave flere programmer om historie. Både herhjemme og i udlandet,” slår Peter Ingemann fast. Men han har også en drøm om at vende tilbage til noget, der ligger hans hjerte nær. 

“Jeg går altså også med en stor drøm, helt nede i maven, om - igen - at lave et program om boliger. Huse, lejligheder, flotte villaer, ruiner, og alt derimellem. Jeg elsker det hele,” fortæller han.

Foto: Instagram.

Det populære DR-program 'Hammerslag' begyndte i 1994 med Frode Munksgaard som vært. Men i 2003 blev han afløst af Peter Ingemann, der tog sig af værtsrollen helt frem til 2013. Nu drømmer Peter Ingemann om at lave flere boligprogrammer.

Hvis der skulle komme nye afsnit i knallerteventyret, så må Peter Ingemann se sig om efter en ny knallerthjelm. Den gule hjelm er nemlig blevet solgt.

Stjålne byskilte

I programmet Ingemann, Fyn & Lolland-Falster bliver byen Snave omtalt. Det har efterfølgende resulteret i, at byskiltene fra Snave bliver hapset. Derfor vil Peter Ingemann hjælpe Assens Kommune økonomisk, og i den forbindelse satte han sin gule knallerthjelm på højkant.

Auktionen er gået over al forventning. 

“50.001 kroner for min gule hjelm. Auktionen sluttede med et brag. Sikke en slutspurt og sikke en dejlig søndag,” skrev han på sin Facebook-profil tidligere på måneden.

Men faktisk ender pengene alligevel ikke hos Assens Kommune. I opslaget på Facebook 7. marts forklarer Peter Ingemann, at Assens Kommune “meget smukt” har takket nej og bedt ham om at sende pengene til gode formål i stedet.

Derfor har TV 2-værten valgt at sende halvdelen af pengene til en byfest.

“Halvdelene af pengene går til “SNAVEFESTEN” - en byfest der understøtter idræt og sammenholdet i den lille by, der får sine skilte stjålet,” skriver han og tilføjer:

“Og den anden halvdel går til Blå Kors, som altid kæmper indædt for de udsatte i vores samfund.”