Peter Ingemann stopper: "Tak for denne gang"

Skrevet af Mathias Madsen

01/04/2022
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
I et opslag på Facebook har Peter Ingemann afsløret, at han er færdig på tv.

Dagens topnyheder

"Tak til TV2 for de sidste 10 år. Jeg har elsket hvert et øjeblik," har den folkekære tv-vært således blandt andet skrevet i et opslag på Facebook, hvor han gør det klart, at hans 20 år lange tv-karriere er slut. 

Det skyldes ifølge ham selv, at han har valgt at "søge nye udfordringer" og blive "busguide på fuld tid."

Den garvede tv-vært, som blandt andet har stået bag programmer som 'Størst' og 'Ingemann og Kongerækken', har da også altid haft en forkærlighed for at fortælle, hvilket han må siges at have gjort i mange programmer gennem tiden. 

Især værtens programmer på hans røde Puch har vist hans kærlighed for at fortælle om Danmark, og ifølge ham selv er det lige netop det, som han nu skal lave.

"Jeg har valgt at blive ansat på fuld tid hos Nilles Rejser og vil i starten kun køre ture i Silkeborg og Ry," skriver han således. 

Han forklarer, at han på turerne vil "fortælle om mig selv og mit liv," og at turerne får temaet "Ingemann - Mit Livs Rejse."

De som vælger at tage med på turerne kan tilsyneladende se frem til enormt meget information om den populære tv-vært. 

"Der bliver i første omgang tale om 14-dages ture (senere udvides de til 28 dage)," forklarer han nemlig i opslaget, hvor han desuden skriver, at "der vil være fuld program fra 07 til 20 - da jeg har meget på hjertet - om mig selv."

Det virker dog som om, at Ingemanns mange tusinde følgere og fans ikke rigtig tager ordene for gode varer. 

"Jeg kom lige i tanke om hvad dag det er, ellers tror jeg nok at jeg havde drukket en gravøl!!! [...]" har én således skrevet i kommentarfeltet, ligesom at en anden har skrevet: 

"Du kan sq ikke undvære TV og TV kan ikke undvære dig. [...] Godt det er 1 april og at det kun falder en gang om året."

Flere påpeger dog, at det ikke er en helt dårlig ide. 

Én har således skrevet: "Det er trist at det er en aprilsnar, da jeg tænker det kunne være interesant at have dig som turguide," ligesom at en anden påpeger, at vedkommende ville "elske at tage på bustur med dig som guide."

En tredje har ligeledes skrevet: "Vil glæde mig til en tur på 28 dage i Silkeborg og Ry [...]."

Om den garvede tv-vært rent faktisk bytter tv-skærmen ud med en bus fra 'Nilles Rejser', må vi nok vente til i morgen med at finde ud af. 

Han har dog tidligere løftet sløret for, at vi godt kan forvente at se ham på skærmen igen i den nærmeste fremtid, ligesom at han de seneste par uger jævnligt har opdateret på sin facebookside og afsløret, at han er ved at optage et nyt program om Stalin, Hitler og Churchill. 

Måske busturerne må vente.