11 danskere involveret i voldsom busulykke i Tyrkiet

Skrevet af Nicolai Busekist

30/10/2021
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En turistbus har været involveret i en voldsom ulykke i Tyrkiet. 11 danskere var med i bussen.

Dagens topnyheder

Natten til lørdag kørte en turistbus galt på vej til lufthavnen i Antalya i Tyrkiet. Med i bussen var flere danskere, hvoraf flere af dem er blevet bragt på hospitalet.

Derudover oplyses Ekstra Bladet, at én person er afgået ved døden i ulykken. Den afdøde persons nationalitet er dog endnu ikke blevet afsløret.

I alt var der 11 danskere og to svenskere med i bussen. Seks af dem er blevet bragt på hospitalet. Det har Ekstra Bladet fået bekræftet af rejseselskabet Detur, som er det rejseselskab, de omtalte personer rejste med.

"Tidligt i morges havde vores bus en ulykke, som var på vej til Antalya lufthavn med vores gæster. En af passagererne gik desværre bort, og seks passagerer blev lettere skadet," skriver Detur i en e-mail til Ekstra Bladet.

I e-mailen fortæller rejseselskabet også, at de har personalet på stedet, der efter bedste evne forsøger at hjælpe og støtte de af deres rejsende, der har været involveret i den voldsomme ulykke.

En efterforskning er sat i gang, men det vides endnu ikke, hvad der har været årsag til, at bussen kørte galt natten til lørdag. Da Detur ikke ønsker at spekulere i, hvad der kan have forårsaget ulykken, har de ikke mere at melde ud om dette.

"På nuværende tidspunkt har vi ingen oplysninger om, hvad der kan have forårsaget ulykken, og ønsker ikke at spekulere i årsagen, indtil efterforskningen har bragt mere klarhed," oplyser Detur også.

De danske turister var på vej til lufthavnen i Antalya, hvor de skulle have fløjet videre med et fly, der har København og Billund som destination. Det oplyser Detur, der også understreger, at de har aktiveret alle deres ressourcer, for at kunne hjælpe de involverede.