Nu er der gjort et uhyggeligt fund i et ubeboet hus.
Når et barn pludselig forsvinder, udløser det ofte en stor og intens eftersøgning.
Familie, politi og lokalsamfund går sammen i håbet om at finde den forsvundne person i god behold.
Desværre ender nogle af disse sager med et tragisk udfald, og det er netop, hvad der er sket i Tyskland.
Her er en 13-årig pige blevet fundet død, fem dage efter at hun forsvandt på sin vej til skole.
Det har rystet lokalsamfundet.
Fundet mere end 50 kilometer væk
Pigen forlod sit hjem i Berlin-Marzahn tidligt tirsdag morgen, men hun nåede aldrig frem til skolen.
I dagene efter hendes forsvinding blev der iværksat en omfattende eftersøgning, hvor politiet brugte både hunde, helikoptere og droner i et forsøg på at finde hende.
Søndag modtog politiet en anmeldelse om uvedkommende i et ubeboet hus i Altglietzen, som ligger i delstaten Brandenburg, mere end 50 kilometer fra pigens hjem.
Her gjorde politiet et tragisk fund, da den 13-årige pige blev fundet død i huset.
Ved siden af pigen lå en 22-årig mand med alvorlige og livstruende skader efter et skud.
Ifølge Bild mistænker politiet ham for at være ansvarlig for drabet.
Pigens 17-årige søster har fortalt til Berliner Morgenpost, at kontakten pludselig stoppede.
“Hun holdt helt op med at svare,” fortæller hun.
Kendt af myndighederne
Den 22-årige mand var allerede i myndighedernes søgelys.
Anklagemyndigheden har siden januar 2025 efterforsket ham for mistanke om køb og besiddelse af overgrebsmateriale. Efterforskningen tog ifølge oplysningerne udgangspunkt i betalinger til Darknet-platformen Kidflix.
Ved en ransagning i marts 2025 beslaglagde politiet flere datamedier, som ifølge anklagemyndigheden indeholdt mere end 900 ulovlige filer med overgrebsmateriale.
Manden er ikke tidligere straffet.
Det er stadig uklart, hvorfor den 13-årige befandt sig i det ubeboede hus.
Hun blev fundet bundet, men politiet har endnu ikke fastslået dødsårsagen.
Der er heller ikke fundet beviser for, at pigen og den 22-årige kendte hinanden på forhånd, og politiet arbejder derfor blandt andet med en teori om, at hun kan have været et tilfældigt offer.