Tusa bor i Malawi i det sydøstlige Afrika og på trods af sin unge alder, er hun til dagligt mor for hele 37 børn.
Selvom det lyder vildt, at være mor til 37 børn, når man kun er 23 år, så ser det ud til, at Tusa nyder hver dag med de mange små, som dog ikke (som du måske har gættet) er hendes biologiske børn.
Det kan man se på hendes TikTok-kanal (@tusaiweyana), hvor hun har mere end én million følgere, der følger med i hende og de mange børns hverdag på børnehjemmet, som hun selv stiftede, da hun var 21 år.
Siden da har børnehjemmet vokset, og i dag er hun således mor for 37 forældreløse børn, som hun hver dag sørger for får tag over hovedet, mad på bordet, undervisning og en seng at sove i.
En travl hverdag
Det siger sig selv, at en hverdag med ansvaret for 37 børn er travl, og det er helt tydeligt i en video, som Tusa for nyligt har delt på sin kanal.
Se videoen herunder (artiklen fortsætter under videoen):
I videoen, som i skrivende stund er blevet set 73.800 gange, viser Tusa, hvordan en helt almindelig dag kan se ud for hende.
Hun forklarer, at hendes og børnenes dag normalt starter klokken 4 om morgenen, hvor de mindste børn vågner.
Herefter laver den unge mor morgenmad, som de alle spiser omkring klokken 7.
Herefter står dagen på undervisning og samtaler med alle børnene, og klokken 12 holder de 'fri' fra skole, hvorefter hun denne dag skal til lægen med ét af børnene.
Efterfølgende er hun på besøg hos sine bedsteforældre sammen med nogle af børnene efterfulgt af en indkøbstur, hvor de køber ind til aftensmad, som bliver lavet omkring klokken 16.
I videoen kan man se, hvordan alle børnene hjælper til med at lave mad, hvilket alligevel tager flere timer og derfor først bliver spist klokken 18:30.
Du kan læse mere om Tusas kamp for børnene og støtte projektet ved at trykke her.