37-årig Marvel-stjerne død i tragisk skiulykke

Skrevet af Nicolai Busekist

19/01/2022
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Den 37-årige skuespiller er afgået ved døden efter en voldsom skiulykke.

Dagens topnyheder

Den franske skuespiller Gaspard Ulliel, der er stjernen i Marvels kommende Moon Knight-serie, er afgået ved døden i en alder af 37 år. Han døde efter en skiulykke, skriver AFP og Deadline.

Den Cesar-vindende skuespiller blev indlagt på et hospital tirsdag aften, efter at have pådraget sig en alvorlig hovedskade. Desværre kom han sig ikke efter skaden, har hans familie og agent bekræftet.

Den 37-årige skuespiller blev transporteret med helikopter til et hospital i Grenoble, efter han var involveret i en kollision på pisterne i Savoie-regionen.

Politiet i området har været ude til flere ulykker i regionen på grund af hård sne og is på pisterne. I Haute-Savoie-regionen blev en 5-årig pige dræbt lørdag, da en skiløber bragede ind i hende.

Gaspard Ulliel er bedst kendt for sin rolle i Hannibal Rising, hvor han indtog rollen som selveste Hannibal Lecter.

Han har dog også haft roller i flere andre store film og tv-serier. Han har nemlig også spillet rollen som modemogulen Yves Saint Laurent i filmen Saint Laurent. Desuden har han været en del af de velkendte reklamer for Chanel-parfumen Bleu de Chanel.

Den anerkendte skuespiller kan desuden bryste sig af at have været nomineret til en Cesar-pris for den mest lovende skuespiller i 2002 og 2003.

Året efter endte han med at vinde prisen for sin rolle i 'A Very Long Engagement', hvor han blandt andet medvirkede sammen med Audrey Tautou. I 2017 vandt han en Cesar-pris for den bedste mandlige hovedrolle for sin rolle i Xavier Dolans 'It's Only The End Of The World'.

Han har også fået rollen som Midnight Man i den meget ventede Moon Knight-Serie fra Marvel, som også har store navne som Oscar Isaac og Ethan Hawke på rollelisten.

Skuespilleren havde en søn med den franske model og sangerinde Gaëlle Piétri.