Advarer: Der kommer et modsvar

Skrevet af Mathias Nielsen

03/12/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Rusland vil svare tilbage på det prisloft, som flere lande er blevet enige om at indføre på russisk olie.

Dagens topnyheder

EU’s medlemslande, G7-landene og Australien er blevet enige om at sætte et prisloft på russisk olie, sådan at prisen ikke overstiger 60 dollar pr. tønde.

Baggrunden for loftet er, at man vil begrænse Ruslands evne til at finansiere krigen i Ukraine. Beslutningen er ikke overraskende blevet modtaget meget dårligt i Rusland, hvor man ikke anerkender prisloftet.

Det siger Dmitrij Peskov, der er talsmand for den russiske præsident, Vladimir Putin, lørdag.

- Vi vil ikke acceptere dette prisloft, siger Peskov ifølge det russiske nyhedsbureau RIA, skriver TV 2.

Peskov tilføjer, at Rusland nu er i færd med at analysere den nye situation og derefter vil komme med et svar. Man har fra russisk side tidligere meddelt, at man ikke vil levere olie til lande, som indfører et prisloft på russisk olie.

Samme advarsel kommer igen lørdag fra Ruslands udsending ved internationale organisationer i Wien, Mikhail Uljanov.

- Fra i år skal Europa leve uden russisk olie, skriver Uljanov

Rusland er verdens næststørste eksportør af råolie. Fredag lå prisen for en tønde russisk olie på 67 dollar.

Fra USA’s side er man ret sikker på, at prisloftet vil få store konsekvenser for den russiske økonomi og dermed på sigt svække krigsindsatsen i Ukraine.

- Ruslands økonomi skrumper allerede, og landets budget er i stigende grad strakt til bristepunktet, så prisloftet vil omgående ramme Putins vigtigste indtægtskilde, siger USA's finansminister, Janet Yellen.