Ægtepar var millimeter fra at falde 600 meter i autocamper

Skrevet af Henrik R

09/07/2019
Et tysk ægtepar var millimeter fra den sikre død, da de glemte at trække håndbremsen på et bjerg 600 meter over havets overflade.

Dagens topnyheder

Det kan være utrolig smukt at køre oppe i de norske fjelde, men det kan også være livsfarligt, hvert fald hvis man ikke er vant til at færdes på vejene deroppe.

Et ældre tysk ægtepar var tæt på en yderst fatal ulykke, da de kørte oppe i de norske fjelde, hvor de havde sat udsigtsposten, Stegastein, som deres mål. På vej mod toppen valgte ægteparret at parkere deres autocamper i vejsiden, da de ville ud og tage et par billeder.

Da de parkerede, glemte ægteparret dog at trække håndbremsen, og autocamperen begyndte stille og roligt at trille ned af bakken, mens ægteparret sad inde i den. Autocamperen havde kursen direkte mod kanten, men til deres store held, var der en høj kant, som akkurat fik stoppet køretøjet, inden det gik galt.

“Det var et tysk ægtepar, som havde glemt at trække håndbremsen, og de begyndte så at trille baglæns,” fortæller Anders Frydenlund til Dagbladet.no, der skulle hjælpe med at få bilen fri.

Foto: Anders Frydenlund / NTB / Ritzau Scanpix

Det sker ofte

Hvis autocamperen var trillet blot få millimeter mere, så ville den være faldet direkte ud over kanten på fjeldet, og dermed styrtet de 600 meter ned. Det ville vel og mærke have været med ægteparret inden i.

Ifølge Anders Frydenlund, så var det tyske ægtepar ikke særligt rystede over oplevelsen, og han fortæller endvidere, at der om sommeren sker en hel del lignende episoder på grund af de smalle veje.

“Om sommeren sker der et eller andet hver dag. Der er meget dårlige og smalle vejr på Vestlandet, som kan føre til uheldige situationer for dem, der ikke er vant til det,” fortæller han.

Det tog godt og vel en halv times tid for Anders Frydenlund at få bugseret autocamperen på plads igen, da de skulle passe på, at den ikke gik i stykker. Det tyske ægtepar kunne derefter fortsætte deres tur, men der meldes ikke noget om, hvorvidt de havde fået nok af højderne.