Barnestjernen Aaron Carter er død

Skrevet af Nicolai Busekist

79 uger siden

|

05/11/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Sanger og rapper Aaron Carter er død. Han blev angiveligt fundet død i badekarret i sit hjem i Californien.

Dagens topnyheder

Sanger Aaron Carter, der også har gjort sig som sanger og skuespiller, er lørdag blevet fundet død i sit hus i Lancaster i Californien.

Det skriver nyhedsbureauet AP, der har fået dødsfaldet bekræftet af hans familie.

Flere kilder har over for TMZ forklaret, at Carter blev fundet livløs i sit badekar. Politiet har meddelt, at de modtog et alarmopkald kl. 11 lørdag formiddag, hvori anmelder sagde, at en mand var druknet i et badekar.

Carters forlovede, Melanie Martin, har bedt om privatliv, mens familien sørger over tabet af den tidligere barnestjerne.

"Vi er stadig i gang med at acceptere denne uheldige virkelighed. Jeres tanker og bønner er meget værdsat," lød det fra Melanie Martin ifølge AP.

Kilder i politiet fortæller til TMZ, at der er blevet sendt drabsefterforskere til stedet. Der er dog ikke blevet frigivet information eller beviser for, at der skulle være sket noget kriminelt.

Når en mand findes død i sit badekar på denne måde, er det standardprocedure, at drabsefterforskere undersøger gerningsstedet, for at vurdere, om der er sket noget kriminelt.

Carter blev berømt verden over i slutningen af 1990'erne, hvor han som popsanger udgav sit første album. I alt udgav han fire album, og fik debut med sit første album som blot 9-årig.

Hans første album solgte en million eksemplarer, men hans andet album, 'Aaron's Party', klarede sig endnu bedre, da det solgte tre gange så mange eksemplarer.

Derudover har han turneret med Backstreet Boys, da hans storebror, Nick Carter, var en del af det yderst populære boyband.

Carter har haft mange juridiske og narkotikarelaterede problemer, hvilket han før har udtalt sig om.

Aaron Carter blev kun 34 år gammel, og efterlader sig sin forlovede, Melanie Martin, og sin søn, Prince.