Betjent såret efter eksplosion foran synagoge i Sydfrankrig: "Klar kriminel handling"

Mathias Madsen

10 uger siden

|

24/08/2024
Udland
Foto: Wikimedia Commons
Foto: Wikimedia Commons
Et angreb har ramt en synagoge i Sydfrankrig.

Dagens topnyheder

Kl. 08.30 blev det lokale brandvæsen i La-Grande Motte i det sydlige Frankrig opmærksomme på, at der var ild i to biler, som holdt foran en synagoge.

Brandvæsenet og politiet rykkede derfor ud, men ifølge det franske medie Le Parisien eksploderede begge biler, før redningsmandskabet nåede frem.

Heldigvis var der ikke nogen til stede i synagogen, men en politibetjent, som var i nærheden af de brændende biler, kom til skade ved eksplosionen. Ingen andre kom til skade.

"Klar kriminel handling"

Branden blev hurtigt slukket, og politiet gik i gang med en efterforskning af årsagen til branden i de to biler, hvilket hurtigt viste, at branden formentlig var påsat.

Branden startede ifølge politiet på grund af en gasflaske i den ene bil, og spredte sig til bilernes døre, hvorefter bilerne eksploderede. Også dørene ind til synagogen gik i brand, men det vides ikke, om dette var påsat, eller om de gik i brand på grund af eksplosionen.

Frankrigs indenrigsminister, Gérald Darmanin, har i et opslag på det sociale medie X udtalt, at branden og den efterfølgende eksplosion er en "klar kriminel handling."

Han opfordrer i opslaget desuden den franske præsident, Emmanuel Macron, til at gøre brug af "alle midler" for at finde gerningsmanden. Derudover understreger han, at det jødiske samfund har hans "fulde støtte."

Ifølge Le Parisien viser overvågningsbilleder, at en "mistænkelig" person forlod stedet kort før branden. Derudover har byens borgmester angiveligt udtalt, at man på overvågningsbilleder kan se en person starte branden.

Ifølge det franske medie France Bleu har branden og eksplosionen ført til øget sikkerhed og bevogtning ved "jødiske interesser" i hele Frankrig lørdag.