"Bunker af lig" fundet i lastvogn: Der er børn iblandt

Skrevet af Mathias Madsen

28/06/2022
Lastbilen blev kort efter fundet omringet af politi-, brandbiler og ambulancer / Foto: Kaylee Greenlee Beal/Reuters/Ritzau Scanpix
Lastbilen blev kort efter fundet omringet af politi-, brandbiler og ambulancer / Foto: Kaylee Greenlee Beal/Reuters/Ritzau Scanpix
Her til morgen (dansk tid) er der gjort et frygteligt fund i en lastbil.

Mest læste i dag

Forbipasserende hørte sent mandag aften (lokal tid) gråd og råb om hjælp inde fra lastrummet på en lastbil i den amerikanske stat Texas i det sydlige USA, og de kontaktede derfor politiet. 

Da betjente kom frem og åbnede lastvognen, mødte de et makabert syn.

Det skriver flere udenlandske og danske medier. 

Inde i lastbilen lå nemlig, hvad lokale betjente har beskrevet som "bunker af lig," ligesom 12 voksne og fire børn blev fundet i live inde i lastrummet. 

Sammenlagt har man fundet 46 lig af både voksne og børn, som er døde af en endnu ukendt dødsårsag, men man mistænker, at det er enten varme eller mangel på mad og vand, som er dødsårsagen. 

I løbet af den sidste uge har det været op til 37 grader i området.

"De patienter, som vi så, var for varme til at røre.... Ingen tegn på vand i køretøjet eller synligt, fungerende AC [red. aircondition] derinde," har chefen for byens brandvæsen, Charles Hood, som også var på stedet, således udtalt.

Både politi, brandvæsen, ambulancer og grænsepoliti flokkedes sent mandag aften om lastbilen. 

Døde i jagten på et bedre liv

De 46 lig og 16 levende personer, som blev fundet i lastvognen, er formentlig ulovlige migranter, som er blevet smuglet ind i landet. 

Lastbilen blev nemlig fundet nær New Laredo motorvejen i byen San Antonio nær den mexicanske grænse, men de overlevende er fortsat for svage til at blive afhørt. 

Ifølge hospitalet "kæmper de for deres liv," da de alle er hårdt ramt af hedeslag og udmattelse. 

Ifølge den lokale beboer Ruby Chavez er området, hvor lastbilen blev fundet, et velkendt sted for menneskesmuglere at smide migranter af. 

"Vi ser dem med rygsække eller bedende om mad eller penge," har hun forklaret. 

Trods manglende vidneudsagn har det lokale politi allerede foretaget tre anholdelser. Det er dog usikkert, om de anholdte er "fuldstændig forbundet med dette eller ej," har politichefen i San Antonio, William McManus, udtalt. 

Byens borgmester, Ron Nirenberg, har kaldt fundet for en "frygtelig, menneskelig tragedie."

"Der er, hvad vi ved af, 46 individer, som ikke længere er hos os, [...] der højst sandsynligt forsøgte at finde et bedre liv," har han udtalt og uddybet: "Og vi har 16 personer, som kæmper for deres liv på hospitalet."

Efterforskningen fortsætter

Selvom tre personer allerede er anholdt i sagen, er den langt fra opklaret. 

Som nævnt er det nemlig usikkert, om de er involveret eller ej. 

Ifølge Washington Post ved det lokale politi dog, at lastbilen er registreret i en mand fra San Antonios navn. 

Denne mands svigersøn, Isaac Limon, har dog udtalt til avisen, at lastvognen har været stjålet og er blevet misbrugt af menneskesmuglere.

Svigersønnen har desuden udtalt, at hans svigerfar, som er "rystet" over ulykken, også er "et offer," da folk nu tror, at han er involveret, hvilket han ifølge svigersønnen ikke er.