Coronaisolation skaber mangel på lærere: Militæret skal i spil som vikarer i folkeskolen

Skrevet af Mathias Madsen

25/01/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En amerikansk stat har nu så meget mangel på personale i den offentlige sektor på grund af corona, at de har valgt at tage medlemmer af 'The National Guard' i brug som lærervikarer.

Dagens topnyheder

Det er ikke kun herhjemme, at flere virksomheder og offentlige instanser oplever problemer med personalemangel, fordi deres ansatte er i isolation på grund af corona. 

I USA har man oplevet mere end 70 millioner smittede og cirka 868.000 dødsfald i løbet af hele coronapandemien, og også her spredes omikronvarianten med lynets hast, hvilket har sendt mange tusinde borgere i isolation.

Især flere af de sydlige stater er hårdt ramt, og New Mexico har for eksempel haft mere end 430.000 tilfælde af smitte og over 6000 dødsfald, selvom staten 'kun' har et befolkningstal på lidt mere end to millioner mennesker. 

Staten er derfor i akut mangel på offentlige ansatte, da alt for mange er hjemme i isolation på grund af den frygtede virus. For at løse det problem har statens guvernør nu meldt ud, at medlemmer af The National Guard - som kan sammenlignes lidt med Hjemmeværnet herhjemme - skal have mulighed for at træde til som blandt andet vikarer i folkeskolerne og omsorgsmedarbejdere i sundhedssektoren. 

Skoler kæmper, ligesom mange andre virksomheder og institutioner, med "ekstrem personalemangel", har statens guvernør, Michelle Lujan Grisham, således udtalt. Det skriver Unilad

Guvernøren har desuden udtalt følgende ifølge det amerikanske medie NPR:

"Vores børn, vores lærere og vores forældre fortjener så meget stabilitet, som vi kan give i denne usikre tid, og staten står klar til at hjælpe med at beholde børn i klasselokalerne, lade forældrene være i stand til at gå på arbejde, og lade lærerne være i stand til fuldt ud at fokusere på det kritiske arbejde, som de lavet hver eneste dag i form af at uddanne den næste generation."

Udover medlemmer af 'The National Guard' kan andre statsansatte også træde til og hjælpe som for eksempel vikarer i folkeskolen eller omsorgsmedarbejdere på plejehjem eller lignende, har guvernøren meldt ud. 

Det vil endda blive tilladt at søge om orlov fra sine nuværende stilling eller få op til fem betalte fridage for at overtage en ledig stilling i blandt andet folkeskolen i stedet. 

Det understreges dog, at alle som vil hjælpe først skal gennemgå et baggrundstjek og et online kursus samt besidde andre relevante kvaliteter. 

"Vi har hørt fra adskillige distrikter, at en mangel på lærervikarer er blandt de mest kritiske personalemangler lige nu, og de har bedt om statens støtte. Vi er klar til at hjælpe til og støtte vores lærere, som har været i frontlinjen i pandemien i næsten to år nu, ved at øge statens udvalg af lærervikarer," har Public Education Secretary, Kurt Steinhaus, udtalt. 

Guvernøren for New Mexico har desuden udtalt følgende til CNN: "Hele formålet er bestemt ikke at forstyrre det kvalificerede og erfarne arbejde, som kræves i vores offentlige skoler - men kun lige at støtte dem til at forblive åbne. Og jeg håber at de forbliver sådan [...]. Hele meningen her er at støtte.... hospitaler, sundhedspersonale, omsorgsmedarbejdere og skoler."