Den seneste tid har den højreorienterede danske politiker og partileder for partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, afholdt flere demonstrationer og koranafbrændinger i Sverige.
Det har skabt stort påstyr og flere uroligheder, ligesom det har gjort Sverige og Paludan særdeles upopulære i flere muslimske lande såsom Tyrkiet, Pakistan og Afghanistan.
Tyrkiet aflyste således et besøg med Sveriges ambassadør i landet, ligesom store demonstrationer har fundet sted i alle tre lande.
Her er dukker med Paludans ansigt og svenske flag blevet brændt af, og nu frygter Säpo, som er den svenske pendant til PET, at hadet mod Sverige rykker inden for landets grænser i form af terrorangreb.
Det skriver Aftonbladet.
Ifølge det svenske medie har Säpo derfor hævet Sveriges trusselsniveau, og beredskabet i landet er hævet og gjort klar til at reagere på eventuelle angreb.
Det skyldes, at man frygter terrorangreb mod Sverige og svenske interesser.
"Sverige er blevet fokus for det islamistiske voldsgodkendende miljø både herhjemme og globalt," har Fredrik Hallström, der er chef for kontraspionage og forfatningsbeskyttelse i Säpo, udtalt tidligere på ugen.
Flere andre lande - herunder USA - har desuden advaret deres borgere i Sverige om at nærme sig store menneskemængder og demonstrationer, ligesom mange lande ligefrem opfordrer deres borgere til ikke at rejse til Sverige pga. risiko for terror.