Vi lever desværre i en tid, hvor terrortruslen konstant er høj.
Særligt ved begivenheder, hvor mange mennesker er samlet, er det noget, som politiet og myndighederne er opmærksomme på, og de tyske julemarkeder er ingen undtagelse.
Hvert år samles millioner af mennesker nemlig i tyske byer for at stå på skøjter, drikke glühwein og hilse på julemanden, men disse aktiviteter blev brat afbrudt mandag i storbyen Düsseldorf i det vestlige Tyskland.
Her modtog politi nemlig ifølge Bild en trussel om, at en ukendt person ville køre en lastbil ind i julemarkedet ved rådhuset i byen med mere end 600.000 indbyggere, og myndighederne har derfor valgt ikke at tage nogle chancer.
Det betyder ifølge flere tyske medier, at almindelige patruljer, civilberedskab og aktionsstyrker har evakueret samtlige julemarkeder i storbyen.
Ifølge politiet er det på grund af en "akut trusselssituation."
Bild skriver, at "svært bevæbnede betjente" blandt andet har lagt julemarkedet 'Vinterverdenen' øde, ligesom julemarkedet nær Königsallees eneste gæster er betjente med store våben.
Terrortruslen kommer kun 10 timer, efter en ukendt gerningsmand gik amok med en kniv og dræbte en ung pige nær en tysk skole. Læs mere om det i artiklen herunder: