Mette Frederiksen og Giorgia Meloni kræver sammen med tyve andre ledere hurtig handling ved EU’s ydre grænser som følge af migrantstrømmen til Ceuta.
Statsminister Mette Frederiksen og Italiens premierminister, Giorgia Meloni, forlanger, at EU straks reagerer på situationen ved unionens ydre grænser.
Kravet er naturligvis blevet fremsat i kølvandet på, at en stor mængde migranter er strømmet ind i enklaven Ceuta.
Det fremgår ifølge Ekstra Bladet af det fælles brev til EU-Kommissionens formand og det irske formandskab. Brevet er skrevet i fællesskab med tyve andre europæiske stats- og regeringschefer.
Kræver kontant svar
I en pressemeddelelse, der følger brevet, understreger statsministeren, hvor vigtigt hun finder grænsekontrollen.
“Det er fuldstændig afgørende, at vi har kontrol med Europas grænser. Det pres vi ser på EU’s ydre grænser kræver et øjeblikkeligt og kontant svar. Først og fremmest fra Spanien og Marokko. Men alle EU-lande må stå sammen om sikkerheden og trygheden i vores samfund. Og at der er styr på Europas grænser. Ellers underminerer vi tilliden til vores fælles migrationspolitik og vores demokratier’,” skriver statsminister Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.
Ifølge brevet kalder hændelserne de seneste døgn på et hurtigt og fælles europæisk modsvar.
Underskriverne erklærer sig i denne forbindelse også parate til at gøre alt, hvad der skal til. Her bliver der blandt andet også peget på at stramme eller genoptage midlertidig kontrol ved de indre grænser.
Baggrund for migrantstrøm
Ceuta er en spansk enklave ved Gibraltarstrædet, der på landsiden er omkranset af Marokko.Nogle af migranterne har svømmet den farlige vej dertil, og flere er omkommet undervejs.
Andre er kommet i gummibåde eller er klatret over hegnene mod Marokko. Lederne peger i brevet på en kendelse fra Spaniens højesteret, som menes at ligge bag den store tilstrømning af migranter.
Ifølge kendelsen må migranter uden lovligt ophold, der kommer til Spanien over havet, nemlig ikke straks sendes retur til deres hjemland.