En efterretningschef sætter nu tal på, hvor længe Ruslands krigsmaskine kan holde sig kørende, og vurderingen er dyster for Vladimir Putin.
Rusland risikerer at stå uden både soldater og materiel i 2028. Sådan lyder den helt klare vurdering fra generalløjtnant Oleh Ivasjtjenko.
Han er chef for efterretningsdirektoratet under Ukraines forsvarsministerium og har udtalt sig om det potentielle scenarie til det britiske medie The Times.
Ifølge efterretningschefen har Moskva midler til at kunne holde krigen kørende i omtrent 16 måneder endnu, men hans forventning er, at det hele ender med at bryde sammen i 2028.
Samtidig tegner han et billede af en kampånd, der på det seneste har været ganske svag blandt de russiske styrker.
Store daglige tab
Efterretningschefen fremhæver, at de daglige tab langt overstiger antallet af nye soldater, Rusland får ind.
“Rusland rekrutterer omkring 1000 mennesker hver dag, nogle gange 1200, men se på disse tabstal,” siger han.
Ivasjtjenko henviser til de ukrainske optællinger for at underbygge sin pointe om de store russiske tab.
Dagen før udtalelsen fra Ivasjtjenko lå tabene ifølge de ukrainske tal på 1.410, mens de dagen inden nåede op på 1.511.
Af dem mister omkring 60 procent livet direkte i kamphandlingerne, lyder efterretningschefens skøn.