Fandt døende 'killing' i sneen: Det viste sig at være et helt andet dyr

Mathias Madsen

173 uger siden

|

04/01/2022
Udland
Foto: Gofundme
Foto: Gofundme
En skotsk katteelsker var ude at gå en tur i den smukke nordskotske natur, da han pludselig fandt en døende 'killing' i sneen. Da han tog den til dyrlægen og begyndte at lede efter dens ejere, viste det sig dog, at det var en kritisk truet dyreart.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

32-årige Pete Macnab fra Skotland var ude at gå en tur i den smukke skotske nationalpark, Cairngorms, sammen med sin 11-uger gamle søn, Alastair, og en god ven i det nordlige Skotland.

Undervejs på gåturen opdagede venneparret en flok får, som gik lidt rundt i ring og opførte sig mærkeligt, og de besluttede sig derfor for at finde ud af, hvad det var, fårene gik rundt om.

Da de to mænd og babyen kom tæt på fårene, rendte de deres vej, og det skotske vennepar kunne nu se en lille 'killing', som lå næsten helt stille i den kolde og våde sne. 

Petes ven, 34-årige Piotr Peretko, opdagede hurtigt at 'killingen' ikke kunne komme op på benene, og at den tydeligvis ikke havde det godt. Han samlede den derfor op i sin favn, og de tre begav sig tilbage mod byen med 'killingen' - en tur på næsten fem kilometer. Det skriver the Daily Mail

Undervejs jokede de to venner med, at det godt kunne ligne en skotsk vildkat lidt, men at det selvfølgelig ikke var det, da den er ekstremt sjælden og desuden normalt er meget fjendtlig overfor mennesker. 

Vennerne navngav 'killingen' Huntleigh og bragte den på dyrehospitalet, hvor den blev undersøgt. Imens forsøgte Pete igennem de sociale medier at finde 'killingens' ejere ved hjælp af billeder af dyret.

Efter flere timers forsøg havde de to venner stadig ikke fået kontakt til dyrets ejere, og Piotr begyndte derfor at overveje at beholde katten, men det viste sig hurtigt ikke at være en mulighed.

Dagen efter ringede dyrlægen nemlig og fortalte, at det dyr, som de havde indleveret dagen forinden, ikke var en almindelig kat, men derimod en skotsk vildkat.

myanimals.com kan man da også læse, at den skotske vildkat ligner en almindelig kat utrolig meget, og at "en person, som ikke har meget forstand på dyr, ville forveksle den med huskatten."

Den skotske vildkat adskiller sig dog fra den almindelige huskat ved, at den lever i det fri, kan blive dobbelt så stor, har tættere pels og en bredere hale, har et genkendeligt mønster og ikke kan fordrage mennesker.

Skotsk vildkat / Foto: Shutterstock

Derudover er vildkatten meget sjælden, og der findes desværre kun mellem 100 og 300 i den frie natur. Det er den mest truede dyreart i Storbritannien og en af de aller mest truede dyrearter i hele Europa, og det var derfor et chok for dyrlægen, at det rent faktisk var en skotsk vildkat, som venneparret havde fundet. 

Om hændelsen udtalte Pete: "Han [Piotr] så frem til at finde et nyt hjem til katten, hvis ingen meldte sig [som ejere], de ville give ham en katteseng, de ringede til dyrlægen, og katten var begyndt at få det bedre."

Trods ihærdig pleje afgik Huntleigh dog desværre ved døden et par dage efter indleveringen hos dyrlægen. 

"Det har været en hvirvelvind af begivenheder," tilføjede Pete. 

Hvis man vil støtte bevaringen af den skotske vildkat, så har Pete og Piotr lavet en indsamling her, hvor man kan donere. 

 

 

 

Ads by MGDK