Nye oplysninger om et dramatisk forløb i et passagerfly tegner nu et endnu mere alvorligt billede af hændelsen.
Andenpiloten, der mistænkes for at have angrebet sin kollega om bord på flyet mellem Dubai og Tel Aviv, siges at have haft en helt klar plan for overfaldet på forhånd.
Sådan lyder det fra De Forenede Arabiske Emiraters justitsminister ifølge det norske medie NRK.
Ifølge ministeren var det meningen, at den voldsomme kapring skulle have endt som et selvmordsangreb, der var kraftigt inspireret af angrebene den 11. september 2001.
Denne gang skulle flyet den 30. september dog styres mod en af terminalerne i Ben Gurion Lufthavn. Han skal ifølge det norske medie også have forberedt ruten under to tidligere ture.
Styrtdykkede på under et minut
Flydubai-flyet, der havde i alt 180 rejsende med, blev tvunget til at foretage en nødlanding i Saudi-Arabien som følge af det overfald, der fandt sted i førerkabinen.
Andenpiloten gik løs på kaptajnen med en økse, oplyser emiratternes officielle nyhedsbureau, WAM, ifølge Reuters.
Undervejs styrtdykkede flyet, da der opstod kamp mellem de to piloter. Ifølge Times of Israel gik flyet fra cirka 10.300 til 5.200 meters højde på under et minut.
Katastrofe afværget
På trods af, at kaptajnen var hårdt såret, fik han åbnet døren til cockpittet, så de øvrige piloter og flere rejsende kunne komme ind og hjælpe ham med at få overmandet andenpiloten. Flyet landede derefter i Tabuk.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har over for det amerikanske medie CNN sagt, at kaptajnen og passagererne, som tog affære, forhindrede en katastrofe på linje med 11. september.
CNN har desuden formået at finde frem til en LinkedIn-profil, som formodes at tilhøre den mistænkte. Ifølge den var han i syv år ansat hos Oman Air frem til februar 2025.
Ifølge en kilde hos myndighederne blev han på et tidspunkt taget af flyvetræningen og flyttet til en anden funktion. Årsagen til dette var, at hans holdninger, der angiveligt var radikale, gav anledning til bekymring. Efterforskningen af sagen er endnu ikke afsluttet.