Franskmand får fjernet fingre og tatoveret øjenæbler for at ligne 'alien': Se ham i artiklen

Skrevet af Mathias Madsen

06/12/2021
Foto: Instagram/@the_black_alien_project
Foto: Instagram/@the_black_alien_project
De fleste kan støtte op om udtrykket 'at forfølge sine drømme', men hvornår er en drøm for vild til at forfølge? Mange vil nok mene, at en 33-årig mand fra Frankrig har nået grænsen i sit forsøg på at blive til en 'black alien'.

Dagens topnyheder

Advarsel: Artiklen indeholder voldsomme billeder. 

33-årige Anthony Loffredo fra Frankrig har de sidste mange år gjort alt, hvad han kunne for at komme til at ligne en 'black alien'. 

Han dokumenterer processen på sin Instagram profil; @the_black_alien_project, hvor man kan følge hans forvandling. 

i 2017 udtalte han ifølge New York Post til den franske avis Midi Libre: "Fra en meget ung alder har jeg været passioneret omkring mutationer og transformationer af den menneskelige krop."

Loffredo har da også gennemgået noget mere end de fleste for at opnå sin drøm. Han har bl.a. dækket stort set hele sin krop - inklusiv øjenæblerne - i sorte tatoveringer og fået adskillige piercinger.

Foto: Instagram/@the_black_alien_project

Derudover har han gennemgået adskillige operationer, hvor han bl.a. har fået fjernet sin næse og overlæbe og delt hans tunge i to. 

Senest er Loffredo blevet opereret i hånden, hvor han har fået fjernet to fingre på sin venstre hånd for at skabe en klo. 

Han har lagt et billede op af operationen, som blev foretaget i Mexico, samt et billede af 'kloen' efter operationen på sin Instagram profil. Her fortæller han, at forberedelserne nu starter til at få lavet samme procedure på højre hånd. 

Han forklarer på mange af sine Instagram-opslag, at han finder fred i at blive transformeret til en 'black alien', at man skal følge sine drømme, og at 'transformationen' indtil videre er 34% færdig. Hvad der skal laves, før han er 100% transformeret, skriver han intet om. 

Loffredos voldsomme og bizarre forløb har skabt stor debat på de sociale medier. Nogle hylder hans mod for at følge hans drøm, mens andre nedgør ham.

"Meget respektløst overfor folk, som har været uheldige at miste lemmer og derfor leder efter måder at fungere på." skriver en bruger.

En anden skriver, at han helt sikkert kommer til at fortryde denne operation, mens en tredje beskriver hans transformation som: "Forstyrret OG fascinerende på samme tid."