Frygt for udbrud: Sundhedsministerium bestiller 40.000 vacciner mod abekopper

Skrevet af Nicolai Busekist

24/05/2022
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Som følge af den stigende smitte med abekopper, har man truffet en beslutning om at bestille 40.000 doser vaccine mod abekopper.

Dagens topnyheder

Tyskland har bestilt 40.000 doser af en vaccine mod abekopper, der leveres af danske lægemiddelvirksomhed Bavarian Nordic.

Vores naboer mod syd ønsker nemlig at være klar til at vaccinere nærkontakter til dem, der har været inficieret med abekopper. Samtidg ses det som en sikkerhedsforanstaltning, hvis et større udbrud skulle blive aktuelt.

På et pressemøde tirsdag forklarede den tyske sundhedsminister Karl Lauterbach, at man mener, at foranstaltninger såsom 21 dages isolation for smittede på nuværende tidspunkt er tilstrækkeligt til at begrænse udbruddet.

"Hvis smitten spredes yderligere, vil vi gerne være forberedte på mulige ringvaccinationer, som endnu ikke anbefales på nuværende tidspunkt, men som kan blive nødvendige," sagde Karl Lauterbach ifølge Reuters.

Lauterbach udtalte også, at udbruddet af abekopper kan begrænses og ikke er starten på en ny pandemi. Han tilføjede ligeledes, at en tidlig og hurtig indsats kan forhindre virussen i at etablere sig i samfundet.

Hidtil er der blevet registreret fem tilfælde af abekopper i Tyskland, som alle er mænd, sagde Lothar Wieler, der er leder af det tyske Robert Koch-institut, på tirsdagens pressemøde.

WHO udsendte mandag en vejledning, hvori det fremgår, at det på nuværende tidspunkt ikke er nødvendigt med massevaccinationer, eftersom foranstaltninger som hygiejne og sikker seksuel adfærd kan begrænse smittespredningen.

Ifølge WHO er der blevet registreret mere end 250 bekræftede og formodede tilfælde af abekopper i Europa. Mange, men ikke alle, af tilfældene er mænd, der har sex med mænd, hvorfor WHO især fremhæver seksuel overførsel.

I Danmark er der hidtil registreret to tilfælde af abekopper – begge smittede er mænd. Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke er der dog ikke nogen forventning om, at der vil ske udbredt samfundssmitte i Danmark.

"Sundhedsmyndighederne forventer ikke udbredt samfundssmitte i Danmark, men vi følger situationen tæt for at være bedst muligt forberedt på en eventuel udvikling i smittesituationen," sagde han mandag i en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet.