Går til modangreb på Trump: Starbucks ansætter 10.000 flygtninge

Emil Ryttergaard

418 uger siden

|

30/01/2017
Udland
Foto: Polfoto
Foto: Polfoto
Den globale amerikanske kaffekæde går imod USAs præsidents indrejseforbud og vil ansætte 10.000 flygtninge de næste fem år.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Direktøren for den globale kaffekæde Starbucks, Howard Schultz, er ikke just fan af Donald Trumps nylige tiltag.

Derfor har direktøren i et åbent brev offentliggjort planer om at hyre op imod 10.000 flygtninge de næste fem år, og det gælder i alle de 75 lande, hvor Starbucks har filialer, herunder også i Danmark, skriver Berlingske Business.  

- Vi lever i en uforudsigelig tid, hvor vi er vidne til, at der sættes spørgsmålstegn ved landets samvittighed og udsigten til den amerikanske drøm, skriver Howard Schultz i et åbent brev på Starbucks hjemmeside. 

Derfor vil kaffekæden nu som et modsvar til Donald Trumps indrejseforbud lave en plan for at hyre nyt personale blandt flygtninge, og planen tager udgangspunkt i USA, hvor amerikanske butikker vil hyre blandt tolke og andre, der har assisteret amerikanske tropper i forbindelse med krigene i Irak og Afghanistan. 

Derudover har Howard Schultz beskrevet, hvordan at Starbucks fortsat vil støtte sine mexicanske butikker, mexicanske kaffebønder og fortsat investere flere ressourcer i Mexico. 

Endelig lover Howard Schultz, at medarbejderne på Starbucks fortsat vil være dækket af Obamacare, som Donald Trump ellers har udsendt et præsidentielt dekret om at afskaffe og pille fra hinanden. 

I fredags effektuerede Donald Trump et præsidentielt dekret om, at der skulle oprettes et indrejseforbud i USA, hvor alle borgere fra Syrien, Irak, Iran, Somalia, Sudan og Yemen ikke vil kunne rejse ind i USA de næste 90 dage. 

Derudover er grænserne effektivt lukket for alle flygtninge, der søger om asyl i USA de næste 120 dage.  

USAs præsident Donald Trump er allerede få dage efter sin indsættelse kommet i skarpt modvind, men også hans kone Melania Trump må lægge øre til lidt af hvert, blandt andet hidtil ikke-offentliggjorte nøgenbilleder.