Her arbejder de kun fire dage om ugen - og det virker

Skrevet af Henrik R

31/05/2019
Det vil være en drøm for rigtig mange mennesker, hvis man kunne nøjes med at arbejde fire dage om ugen. I en britisk virksomhed er det dog ikke nogen drøm, der er det faktisk virkelighed.

Mest læste i dag

I går har de fleste danskere haft fri i forbindelse med Kr. Himmelfart. Dermed har der blot været fire arbejdsdage i denne uge, og det er der ingen tvivl om, at rigtig mange danskere snildt kunne vænne sig til.

Desværre er der ikke umiddelbart planer om, at der i den nærmeste fremtid, vil blive indført arbejdsuger med blot fire dage i Danmark, men måske burde være værd at overveje.

En britisk virksomhed er nemlig gået over til, at deres ansatte blot skal arbejde fire dage om ugen, og for at det ikke skal være løgn, så har de også fået en højere timeløn, så de ikke kommer til at miste penge på, at de skal arbejde en hel dag mindre om ugen.

Det er advokatvirksomheden Portcullis Legals i byen Plymouth, der har ændret på deres struktur, så de ansatte nu blot skal arbejde fire dage om ugen, og dermed kan holde fri tre dage om ugen i stedet.

Både de ansatte og kunderne nyder godt af det

Mange vil måske tænke, at en arbejdsuge på fire dage i stedet for fem, vil betyde, at der vil blive produceret mindre fra de ansatte, men det har faktisk ikke været tilfældet.

Til det britiske medie Plymouth Herald har den administrerende direktør Trevor Worth fra Portcullis Legals udtalt, at resultaterne af den forkortede arbejdsuge har været tydelige.

“De første resultater har været opmuntrende. Vores ansatte er gladere, og vores kunder får endnu bedre service,” lyder det fra direktøren.

Advokatvirksomheden valgte at forsøge en prøveperiode på fem måneder, efter at de havde læst om et studie i New Zealand, der viste, at en arbejdsuge med fire dage kunne øge produktiviteten med 20 % for de ansatte.

Efter de fem måneder var resultaterne så tydelige, at advokatvirksomheden fra Plymouth valgte at lave det permanent, og derfor skal de ansatte blot arbejde fire dage om ugen, mens de kan holde de tre andre dage fri.

En af de ansatte fra virksomheden udtalte til den britiske avis, at ændringen betyder, at hun oftere glæder sig til at tage på arbejde, og at hun føler, at hun kan yde en endnu bedre service til deres kunder.

Hvad tænker du om en arbejdsuge med blot fire dage. Ville det gå herhjemme?