Hun fik slettet sin instagram-profil: Bryder sammen fordi, hun skal have et ”rigtigt” arbejde

Skrevet af Henrik R

12/04/2019
Hvis man endelig har fået opbygget en følgerskarer på flere hundrede tusinde, og pludselig kan leve af de sociale medier, så må det være frustrerende, hvis ens konto bliver lukket. Det giver dog næppe anledning til et gigantisk sammenbrud, som denne unge pige.

Mest læste i dag

Tiden hvor man skulle have et 9 til 17 job for at få tingene til at hænge sammen, er længe forbi, og i dag er der overraskende mange, der blot kan leve af at opdatere deres sociale medier. Har man nok følgere på eksempelvis Instagram, så kan man bruge det til sin levevej.

Det gjorde den unge Jessy Taylor eksempelvis, og hun havde formået at få en flot følgerskare på hele 113.000 følgere. Hun brugte sin Instagram-profil til at tjene penge via blandt andet sponsoreret indhold, men det kan hun ikke længere. Hendes Instagram-profil blev nemlig slettet, og det fik hende til at bryde fuldstændig sammen.

I en video på Youtube krænger hun sit hjerte ud, hvor hun fortæller, at hun slet ikke er rustet til et helt ”normalt” arbejde.

”Hi folkens. Jeg var midt i redigeringen, og så blev min Instagram slettet. Jeg forsøger at få den tilbage, jeg ringer til alle dem, jeg kan. Jeg ved ikke hvorfor, at det ikke virker for mig. Jeg er ingenting uden mine følgere,” lyder det i starten af den Youtube-video, hun har lagt ud.

Jeg var en taber, der arbejdede på McDonalds

Jessy Taylor fortæller ikke i sin Youtube-video, hvorfor hun pludselig er blevet slettet fra Instagram. Hun nævner dog selv, at mange har anmeldt hendes konto til Instagram, og det kan altså være årsagen til det.

”Jeg ved, at folk gerne vil se mig nede på jorden, og være ligesom de resterende 90 % - Dem der arbejder 9 til 17. Det er ikke mig. Jeg er i LA for IKKE at være sådan,” understreger hun.

I videoen hvor hun fuldstændig bryder grædende sammen, fortæller hun, at hun slet ikke har nogen kvalifikationer, og at hun har en gæld på mere end 100.000 kroner fra det college, som hun gik på. Ydermere fortæller hun selv, at hun var en taber, inden hun fik de mange følgere på Instagram.

”Jeg plejede at arbejde på fucking McDonalds, før jeg begyndte på Youtube, Instagram, og før jeg havde 100.000 følgere. Før jeg havde alt i mit liv, var jeg en fucking taber,” fortæller hun, inden hun hurtigt når at fortælle, at der intet er galt med at arbejde på McDonalds, det er bare ikke noget for hende.

Siden hendes profil blev slettet, har Jessy Taylor oprettet en ny Instagram-profil, og hun skal nok ikke frygte at vende tilbage til McDonalds eller et andet 9 til 17 job, for hun har på ganske få dage allerede fået mere end 12.000 følgere.