I dag starter en krig i krigen: "Jeg kan ikke garantere for sikkerheden"

Skrevet af Mathias Madsen

29/03/2023
Luftfoto over Kyiv / Foto: Shutterstock
Luftfoto over Kyiv / Foto: Shutterstock
Mens den fysiske krig mellem Ukraine og Rusland brager derudad, starter en mere åndelig krig mellem de to lande for alvor i dag.

Dagens topnyheder

Det er næppe gået nogens næse forbi, at Rusland for mere end ét år siden invaderede nabolandet Ukraine. 

Krigen, som har sendt millioner af mennesker på flugt og lagt store dele af det østlige Ukraine i ruiner, er desværre fortsat i gang, og ifølge TV2 starter endnu en "krig" mellem Ukraine og Rusland i dag.

Faktisk har den været i gang i noget tid, men pga. et ultimatum, som har afgørelsesdato i dag, er det ikke til at sige, hvad der vil ske i fremtiden. 

Munkene vil blive

Sagen er den, at den ukrainsk-ortodokse kirke i mere end 300 år har været underlagt den russisk-ortodokse kirke, hvilket naturligvis ikke har været et ønskescenarie siden d. 24. februar sidste år, hvor Rusland invaderede Ukraine. 

Heldigvis erklærede den ukrainsk-ortodokse kirke sig sidste år i maj fuld uafhængig af den russisk-ortodokse, fordi det russiske overhoved åbent støttede og fortsat støtter invasionen af Ukraine. 

Meget tyder dog ifølge Ukraine på, at den udmelding var falsk. 

De ukrainske myndigheder beskylder nemlig kirken i Ukraine for at opretholde forbindelser med Rusland, og derfor stillede de tidligere i marts et ultimatum for den ukrainsk-ortodokse kirke; senest d. 29. marts skal alle medlemmer af kirken have forladt hovedkvarteret i kloskomplekset 'Petjerskaja Lavra' i det centrale Kyiv. 

Nu er dagen oprundet, og i det mere end 1000 år gamle underjordiske kloster, der er verdenskendt som huleklosteret og har en plads på UNESCO's verdensarvsliste, kan man fortsat finde ukrainsk-ortodokse munke. 

De har nemlig ifølge Pavlo Lebid, der er lederen af klosteret, ikke tænkt sig at forlade stedet. 

I stedet opfordrede han i sidste uge troende til at "forsvare dette hellige sted sammen med os."

Det gjorde han i en video, som kan ses nederst i artiklen. 

Her udtaler Lebid desuden, at de troende ikke kommer til at gøre voldelig modstand, hvis myndighederne forsøger at fjerne dem. 

"[...] vi vil kun bede," forklarer han i videoen, hvor han dog understreger, at han ikke kan "garantere for sikkerheden, da der vil komme provokatører, som vil gøre alt for at starte en konfrontation."

Videoen er delt på YouTube, hvor den i skrivende stund er blevet set næsten 300.000 gange på mindre end én uge.