Intensivafdelingerne i Shanghai er fyldte: Ældre patienter må ligge på bårer udenfor

Skrevet af Mathias Madsen

71 uger siden

|

04/01/2023
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Selv ældre og svage patienter må ligge på bårer udenfor.

Dagens topnyheder

Corona er heldigvis ikke en virus, vi ser særlig meget til i Danmark i øjeblikket. 

Det har vi gjort de seneste par år, og selvom antallet af smittetilfælde i Danmark har været stigende siden slutningen af november, så tyder meget på, at vi ikke får samme problemer med virussen, som vi havde i 2020 og 2021.

Sådan er det dog ikke alle steder i verden.

Flere steder i Asien har virussen således hærget uafbrudt i flere år, og særligt i Kina har indbyggerne i mange af landets millionbyer været plaget af virussen, som har ført til ekstremt strenge restriktioner og nedlukninger. 

Det har dog desværre ikke holdt virussen helt i skak, og det enorme land oplever således flere store smitteudbrud for tiden. 

Det har ført til, at flere lande - herunder Frankrig, Italien, USA og Malaysia - har indført krav om negativ test for indrejsende, som kommer fra Kina. 

Det har desuden ført til, at hospitalerne i blandt andet millionbyen Shanghai mildest talt er pressede. 

Faktisk er intensivafdelingerne i byen ifølge TV2 så pressede, at patienter må ligge på bårer i stedet for senge, fordi der ikke er flere ledige sengepladser. 

Det franske nyhedsbureau AFP, som har haft journalister på to af hospitalerne i byen over nytåret, har endda afsløret, at nogle patienter ligger på bårer udenfor, fordi der er pladsmangel. 

Ifølge AFP er der sågar tale om ældre og svage coronapatienter, som er mere eller mindre efterladt til sig selv ude foran hospitalerne, fordi intensivafdelingerne er fyldt til randen.